Charles Montagu Halifax, 1661-1715, britisk politiker; baron fra 1700, jarl fra 1714. Halifax var en af Whigpartiets ledende mænd og regeringsmedlem 1692-99. Han gennemførte gennemgribende reformer inden for finansforvaltningen, hvilket bl.a. betød oprettelsen af Bank of England i 1694, udstedelse af statsobligationer og fastlæggelse af forvaltningen af statsgælden. I 1699 blev Halifax fældet af Torypartiet, men efter George 1.s tronbestigelse i 1714 blev han på ny regeringsmedlem. Han var desuden skønlitterær forfatter og mæcen.