Faktaboks

Jakob 2. Stuart

James II

Født
14. oktober 1633, England
Død
17. september 1701, Frankrig
Portrætmaleri af Jakob 2. Stuart.
.

Jakob 2. Stuart var hertug af York fra 1634, konge af England, Irland og (som Jakob 7.) Skotland 1685-88; yngste søn af den i 1649 henrettede Karl 1., bror til forgængeren Karl 2. Jakob 2. voksede op i skyggen af Den Engelske Borgerkrig, hvis voldsomme begivenheder prægede ham stærkt. I modsætning til broderen førte han sig frem med en hovmodig arrogance, som ofte virkede stødende. I Cromwelltiden opholdt han sig i Frankrig, hvor han konverterede til katolicismen. Ved Restaurationen 1660 vendte han hjem og fik flere høje embeder, som han dog måtte opgive ved gennemførelsen af Testakten 1673, som udelukkede katolikker fra statsembeder. Jakob forblev hele livet fanatisk katolik. Ved broderens død i 1685 var han imidlertid eneste mulige arving til tronen.

Hans korte regering var præget af vedholdende forsøg på at gengive katolikkerne deres rettigheder i England. Den egenmægtige udstedelse af Indulgensdeklarationerne 1687 og 1688, som tilsigtede dette, blev dråben, som fik bægeret til at flyde over. En samlet opposition indkaldte hans svigersøn Vilhelm 3. af Oranje til at overtage regeringen, og efter nederlag i Slaget ved Boyne måtte Jakob flygte til Frankrig, hvor han blev til sin død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig