Robert Molesworth var en engelsk diplomat og forfatter. Han var 1689-92 gesandt ved det danske hof og kom ikke godt ud af det med styrets ledende kredse. Det skyldtes dels personlige og ideologiske uoverensstemmelser, dels Danmarks tvetydige udenrigspolitik. I 1694 udgav han bogen An Account of Denmark as it was in the Year 1692. Bogen indeholdt stærk kritik af den danske enevælde, særlig af hæren, kirken og befolkningens trælbundne stilling. Den fremhævede den engelske valgbaserede forfatning som et attraktivt alternativ og var derved et whig-skrift, der sammen med andre tilsvarende kom til at øve indflydelse på de senere amerikanske idéer om uafhængighed. Bogen kom i flere oplag og på flere sprog, og den danske regering støttede flere modskrifter.