Faktaboks

Harald 2. Godwinson
Født
1020
Død
14. oktober 1066
Levetid - kommentar
Fødeåret er usikkert

Harald 2. Godwinson var konge af England fra 6. januar til 14. oktober 1066. Han var søn af Godwin, jarl af Wessex.

Harald var først jarl i East Anglia, hvorefter han overtog Wessex efter faderens død i 1053. Familien var blevet drevet i eksil i 1051, men vendte snart tilbage og dominerede landet i resten af Edward Bekenderens tid. Ved dennes død i januar 1066 blev Harald indsat som konge, og han forsvarede sin trone mod Harald 3. Hårderåde, der i lighed med Svend Estridsen mente at have arvekrav på England, i Slaget ved Stamford Bridge nær York den 25. september 1066.

Harald blev dræbt i Slaget ved Hastings den 14. oktober 1066, hvor hans styrker led nederlag til den normanniske hertug Vilhelm (1. Erobreren), og han blev dermed den sidste angelsaksiske konge af England.

Harald efterlod sig flere børn, deriblandt datteren Gytha, der gennem Svend Estridsens formidling blev gift med den magtfulde, senere storfyrste af Kyiv, med hvem hun blev mor til Mstislav-Harald og farmor til den norske og danske dronning Malmfred samt Valdemar den Stores mor, Ingeborg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig