Connaught, Connacht, historisk provins i Nordvestirland; 17.122 km2, 542.500 indb. (2011). Connaught består af fem counties, Galway, Mayo, Sligo, Leitrim og Roscommon. Beliggenheden på vestsiden af Irland med en stor del af provinsen på en halvø ud i Atlanterhavet medfører et mildt og regnfuldt klima. Området består af mange landskabstyper, fx bjerge, moser og græsland. Jorderne er gennemgående ufrugtbare og benyttes til kvægavl.

Connaught var et af de fem store gamle irske kongeriger. I 1169 blev det erobret af anglonormannerne. Efter oprøret 1649 fik de irske godsejere, der måtte afstå deres ejendom til englænderne, jord i det fattige Connaught. Den efterfølgende folkeflytning og den afsides beliggenhed gjorde, at landsdelens gæliske sprog og kultur længe blev bevaret. I 1841 var der over 1,5 mio. indbyggere. At folketallet siden er gået ned, skyldes den store hungersnød i Irland i midten af 1800-t. og den følgende udvandring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig