• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kilkenny

Oprindelige forfattere ABN, Boess og KBri Seneste forfatter Redaktionen

Kilkenny, Chill Chainnigh, amt (county) og by i provinsen Leinster i SØ-Irland; 2026 km2, 80.300 indb. (2002). Grundlaget for amtets erhvervsliv er landbrug; jorden er særlig frugtbar i området mellem floderne Nore og Barrow. Der dyrkes korn og grøntsager, og ud over mælkeprodukter er der en betydelig produktion af får, svin og fjerkræ. Fremstillingen af landbrugsmaskiner og fødevarer, herunder ølbrygning, er amtets vigtigste industrier sammen med lidt tekstilindustri.

Handelsbyen Kilkenny (8600 indb.) ved Nore er amtets hovedby. Den er en af Irlands mest betydningsfulde middelalderbyer og bispesæde for både den anglikanske og katolske kirke. I 1170 blev den hjemsted for de politisk betydningsfulde anglonormanniske jarler af Ormond, hvis borg endnu er bevaret. Kilkenny var en kort overgang i 1600-t. residens for det irske parlament.