Leinster, Laighin, den sydøstligste af Irlands fire provinser, opdelt i 12 amter; 2,5 mio. indb. (2011), hvoraf over halvdelen bor i Dublin. Leinster, der siden middelalderen har udgjort Irlands politiske tyngdepunkt i kraft af bl.a. sin gode landbrugsjord, er i dag den mest industrialiserede del af den irske republik, men rummer også store områder med bjerge og lavmoser.