Faktaboks

Daniel O'Connell
Født
1775, Cahersiveen, Co. Kerry
Død
1847, Genua
Daniel O'Connell portrætteret af Sir George Hayter i 1834
/National Portrait Gallery (London).
Licens: CC BY 2.0

Daniel O'Connell var en irsk sagfører og politiker.

Daniel O’Connell blev født og levede som barn nær Cahersiveen i Co. Kerry. Som ganske ung blev han sendt på en katolsk kostskole i Douai i Frankrig, men måtte forlade skolen ved udbruddet af Den Franske Revolution. Han studerede derefter jura i London og virkede fra 1798 som en succesfuld advokat.

Den politiske organisator

Selv om havde været stærkt optaget af idéerne bag revolutionen og i 1797 havde meldte sig ind i De Forenede Irere, deltog han ikke selskabets oprør mod den britiske regering i 1798. Han fortsatte dog med at være politisk engageret, især i spørgsmålet om katolsk politisk emancipation. I 1823 var han med til at stifte Den Katolske Forening, som kæmpede for netop denne sag.

I kraft af O’Connells organisatoriske og retoriske evner blev han hurtigt sin tids mest dominerende politiske skikkelse. Han skabte en politisk massebevægelse, hvortil alle havde adgang mod at betale en penny. Bevægelsen var uden sidestykke i datidens Europa og har siden fået historikere til at betegne O'Connell som historiens første moderne politiker.

Skønt han som katolik var forment adgang til Parlamentet, stillede han alligevel op i Co. Clare ved valget i 1828 og vandt en overvældende sejr. Hans valgsejr overbeviste den britiske premierminister Arthur Wellesley (Hertugen af Wellington) og hans tory-regering om nødvendigheden af at imødekomme de irske katolikker med tildelingen af fulde politiske rettigheder i 1829. Det gav ham i Irland tilnavnet "den store befrier".

Reformatoren

Efter et genvalg indtog O’Connell året efter sin plads i Underhuset. Her allierede han og andre irske parlamentarikere sig med whiggerne og støttede både den moderate valgreform i 1832 og de følgende års sociale reformer. Han blev et kendt navn i Europa som en reformvenlig politiker og i Nordamerika også for sin kritik af slaveriet.

Nationalisten

Daniel O’Connells største politiske mål i resten af sit liv dog var en ophævelse af unionen med Storbritannien. På trods af de følelser, hans ofte militante retorik appellerede til, gjorde han det dog aldrig klart, hvad en ophævelse af den politiske union ville indebære ud over, at Irland fik sit parlament tilbage. O'Connells agitation og "monstermøder", som myndighederne fandt truende, resulterede i, at han i 1843 blev arresteret under et massemøde i Clontarf og idømt tre måneders fængsel.

O'Connells nationale bevægelse splittes

Da han kom ud, var hans helbred og politiske prestige svækket. I stedet overgik lederskabet af hans bevægelse til en yngre generation, som kaldte sig "Det Unge Irland". De unge irere var inspireret af Giuseppe Mazzinis "Giovine Italia", og var i modsætning til den kongetro O'Connell republikanere. Flere af dem deltog i 1848 i et voldeligt, men fejlslagent oprør. Derefter stod den irske befolkning splittet i den nationale sag.

Eftermæle og betydning

Daniel O’Connell fik i eftertiden ry for at være ”Irlands ukronede konge”, men blev også kritiseret for sin modstand mod væbnet oprør. Hans engagement for katolikkers rettigheder kunne desuden give indtryk af, at det at være katolik hørte sammen med at være irer. Han fik betydning uden for Irland for fremvæksten af kristent-demokratiske partier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig