Kort

Kort over Irland efter delingen i 1921. Det viser amterne (grevskaberne) og deres navne på engelsk og irsk.

Wikipedia.
Licens: CC BY 2.0
Kort over irsktalende.
Kort, der viser andelen af befolkningen, der talte irsk til daglig i 2011. De områder, hvor procentdelen er højst, ligger i den såkaldte Gaeltacht, hvor det kræver beherskelse af irsk at bo.
Af .
Licens: CC BY 2.0
Sprogligt kort
Irsksprogede områder i 1926.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Den Irske Fristat (på irsk Saorstát Éireann) blev skabt med Den Anglo-Irske Fredsaftale i 1921 og en forfatning, der blev vedtaget året efter. Staten bestod af 26 af den irske øs 32 amter (grevskaber). Den havde status af konstitutionelt monarki og en dominion inden for Det Britiske Imperium, som var repræsenteret i Dublin af en britisk generalguvernør.

Forfatningen blev i 1937 afløst af en ny forfatning, der overskar de sidste konstitutionelle bånd til Storbritannien og gav landet navnet Irland (på irsk Eire).

Efter et 40 år med økonomisk stagnation og betydelig udvandring, som delvis var forårsaget af en protektionistisk politik, blev Irland i begyndelsen af 1960'erne åbnet for udenlandske investeringer og international konkurrence. Den nye politik satte gang i økonomisk vækst. Efter nogle kriseår i 1970'erne oplevede Irland, godt støttet af EF (senere EU), fra midten af 1990'erne høje vækstrater og blev på få år et af Europas rigeste lande. Irlands medlemskab af EF fra 1974 satte desuden gang i en liberalisering af lovgivningen på områder som prævention, skilsmisse, homoseksualitet, abort og censur.

Økonomisk politik i Fristaten 1923-1932

Ved valget i august 1923 vandt tilhængerne af den anglo-irske traktat under partinavnet Cumann na nGaedheal kun lidt under halvdelen af de 128 pladser i Dáil Éireann, den Irske Fristats parlament. Men fordi det traktatfjendtlige Sinn Féin besluttede ikke at indtage sine egne 44 pladser, kunne den nye regering under William Thomas Cosgrave regere uden opposition.

Cosgraves regering bestræbte sig på at skabe et grundlag for en irsk økonomi, der var stærkt svækket pga. den politiske konflikt og tabet af de industrialiserede områder af øen i det østlige Ulster. Desuden bestræbte regeringen sig på at genetablere den samfundsorden, som var blevet forstyrret af flere års krig og socialt anarki. En væsentlig støtte til denne bestræbelse kom fra det katolske hierarki og det offentlige administrationsapparat, som den nye stat arvede fra unionstiden.

Cosgrave genvandt en vis velvilje blandt økonomisk magtfulde sydirske protestanter ved at udpege en række fremtrædende protestantiske forretningsfolk, sagførere og kulturpersonligheder til det nye irske parlaments andetkammer, Senatet, og ved i 1925 at acceptere de eksisterende grænser mellem nord og syd. Til gengæld opnåede Cosgraves regering, der repræsenterede de socialt bedrestillede på landet og i byerne, aldrig opbakning fra den tredjedel af befolkningen, som var blevet politisk marginaliseret i 1923, hvoraf mange var mindre bønder og økonomisk udsatte grupper.

Et katolsk samfund

Portræt af James Joyce
Forfatteren James Joyces hovedværk Ulysses (1922), der foregår i Dublin, var forbudt i Storbritannien indtil 1936. Et medlem af den irske censurkomité kaldte den "moralsk smuds". Men romanen blev ikke forbudt i Irland, fordi ingen turde udgive eller importere den.
Af /Cornell Joyce Collection.
Licens: CC BY 2.0

Den britiske regering havde under forhandlingerne om Den Anglo-Irske Traktat betinget sig, at Fristaten skulle være en sekulær stat uden nogen statskirke, og at det protestantiske mindretals rettigheder blev garanteret. Cosgrave var dog taknemmelig for den støtte, som det katolske hierarki havde givet traktattilhængerne, og fandt det naturligt at inddrage kirken i opbygningen af det nye irske samfund, så vidt det lod sig gøre.

Allerede under Unionen havde de fleste skoler og sundhedsinstitutioner i det sydlige Irland været drevet af kirken. Det fortsatte de med efter selvstændigheden. Ved ikke at oprette et offentligt skolesystem sikrede regeringen sig, at den katolske kirke fik en afgørende indflydelse på samfundets værdigrundlag og nationsbygningen. Det uformelle samarbejde mellem stat og kirke, der blev etableret, betød desuden, at regeringen altid var parat til at lytte til biskopperne i spørgsmål om ny lovgivning.

I sin egen selvforståelse af at udgøre statens moralske samvittighed sikrede kirken sig derved, at der i årene fremover blev vedtaget en række love, der skulle beskytte den irske befolkning mod moralsk nedbrydende kræfter uden for Irland. De nye love, der indskrænkede borgernes kulturelle og seksuelle handlefrihed, indbefattede love om filmcensur (1923) og skilsmisse (1925). I 1929 nedsattes et statsligt censurråd, der forbød bøger, der hentydede til prævention, abort eller rummede erotiske scener, og derfor blev kaldt ”obskøne” og ”uanstændige”.

De strenge censurlove, der blev fastholdt helt op til 1970’erne, betød, at irerne blev forment adgang til de fleste af verdenslitteraturens hovedværker, f.eks. bøger af Honoré de Balzac, Ernest Hemingway og J.D. Salinger. Censuren skabte imidlertid også en modkultur blandt forfattere og intellektuelle, der i stigende grad lagde afstand til den måde, Fristaten udviklede sig på. Nogle af dem valgte at forlade Irland for at leve i Storbritannien eller på kontinentet.

Gen-gælicering

Et andet middel til at skabe en irsk nation var sproglovgivningen. Efter Den Store Hungersnød og den udvandring, den forårsagede, havde det keltiske sprog gælisk oplevet stor tilbagegang og blev kun brugt som dagligsprog i det vestlige Irland og spredte lommer på landet. Siden 1880’erne havde aktivister i Det Gæliske Forbund derfor anset det for truet og kæmpet for at genoplive det. Sprogsagen drejede sig også om at ”af-anglificere Irland”, som grundlæggeren af forbundet, Douglas Hyde, havde udtrykt det.

Cosgrave-regeringen satte sig det ambitiøse mål at gennemføre et totalt sprogskifte fra engelsk til gælisk ved hjælp af uddannelsessystemet. En bestået eksamen i gælisk – eller ”irsk”, som det nu kom til at hedde – blev gjort til betingelse for at bestå skolens afgangseksamen, opnå ansættelse i offentlige embeder og for at blive optaget på universitetet. Alle skoleelever skulle modtage daglig undervisning i irsk. Så vidt det lod sig gøre, skulle undervisningen i andre fag desuden foregå på irsk.

Daglig undervisning i gælisk, som officielt er Irlands nationale sprog, har været på skolernes timeplan. Selv om der blev gjort en stor indsats for at føre den sidste plan – undervisning på irsk – ud i livet, viste den sig dog hurtigt umulig i praksis. Det skyldtes, at der ikke var lærere nok med tilstrækkelige kundskaber i irsk, og at flertallet af irere i mellemtiden havde fået engelsk som modersmål. Sagen blev ikke bedre af, at den katolske kirke, som først havde været varm på tanken, hurtigt blev lunken over den. Den havde nemlig tænkt selv at fortsætte med at forkynde evangeliet på engelsk til en befolkning, for hvem engelsk i vidt omfang var det nye modersmål.

Ikke desto mindre blev sprogsagen er kardinalpunkt for den politiske opposition, som Cosgrave måtte forholde sig til efter nogle år ved magten.

De Valera vender tilbage

Eamon de Valera.
/National Photo Company Collection, Library of Congress.
Licens: CC BY 2.0

Da Eamon de Valera i 1927 besluttede at opgive sin modstand mod Fristaten og forlod Sinn Féin, vendte han tilbage til parlamentarisk politik i spidsen for et nystiftet parti med navnet Fianna Fáil. Hans formål var at skabe et Irland, som var i harmoni med de visioner, der havde båret det brede Sinn Féin-parti frem til valgsejren i 1918, men som han mente at Cosgrave havde sviget. Ud over sit program og tilnavn som "Irlands republikanske parti" havde det ikke nogen ideologi i ordets almindelige betydning. Det var snarere et populistisk parti, der lå på midten og rummede elementer af såvel konservatisme som liberalisme og socialdemokrati.

Det gjorde Fianna Fáil i stand til i 1932 at danne en mindretalsregering med støtte fra det lille parti Labour. Det hidtidige regeringsparti, Cumann na nGaedheal, gik kort efter i opløsning, og genopstod, efter en fusion med to mindre partier året efter, i 1933 som Fine Gael. Efter et nyvalg samme år fik Fianna Fáil stemmer nok til at danne en flertalsregering.

Økonomisk krig

Trods sine løfter om en hastig industrialisering af økonomien og en satsning på et nært samarbejde mellem den private og den offentlige sektor lykkedes det ikke for de Valera at forbedre den nationale økonomi, som var stærkt hæmmet af verdenskrisen i 1930'erne.

Han besluttede at tilbageholde irske landmænds afdrag på den gæld, som de havde pådraget sig over for den britiske stat, da den såkaldte Wyndham-lov i 1903 tillod dem at erhverve størstedelen af godsejernes tilbageværende jord. Det førte til en kostbar ”økonomisk krig” mellem Fristaten og Storbritannien.

Da den britiske regering som modtræk pålagde irske landbrugsprodukter en særtold, svarede den irske regering igen ved selv at hæve importtolden over for Storbritannien. Dermed indledtes en periode frem til 1961, hvor Irland førte en protektionistisk politik med det formål at opbygge sin egen industrielle sektor i ly af toldmure.

Men det var ikke den eneste måde, hvorpå den nye regering markerede Irlands uafhængighed.

Ud af imperiet

Irske soldater på patrulje for FN i Golanhøjderne i Syrien i 2013. Irland var neutral under 2. Verdenskrig, og blev heller ikke efter krigen medlem af NATO. Ud over forsvaret for irsk territorium har det forholdsvis lille irske forsvar, der består af værn og en reservestyrke, til formål at assistere politiet, overvåge fiskeriet, deltage i fredsbevarende operationer under FN og deltage i beredskabs- og redningsopgaver. Siden Ruslands invasion af Ukraine 2022 har regeringen genovervejet statens neutralitet.

Irish Defence Forces.
Licens: CC BY 2.0

I Den Anglo-Irske Traktat havde Fristaten forpligtet sig til, at Det Forenede Kongerige kunne beholde tre flådebaser, som havde vist sig nyttige for ubådskrigen under 1. Verdenskrig. I 1938 lykkedes det dog den irske regering at indgå en aftale med briterne om en overførsel af havnene. Den britiske regering håbede på den måde at genskabe forholdet mellem de to lande og sikre sig irernes goodwill i tilfælde af en ny krig. I det håb blev briterne dog skuffet, da de Valera under 2. Verdenskrig, som i Irland skulle få navnet ”The Emergency” (nødsituationen), valgte at stille landet neutralt, officielt begrundet med den irske øs fortsatte deling.

Allerede under Cosgrave-regeringen havde Fristaten løsnet flere bånd til Det Forenede Kongerige, ikke mindst udenrigspolitisk efter den såkaldte Westminster-lov (Statute of Westminster), som i 1931 afskaffede det britiske parlaments ret til at lovgive for de britiske dominions. Loven, der gav det irske parlament juridisk suverænitet, blev op gennem 1930’erne udnyttet af den irske regering til at fjerne de formelle symboler på Irlands tidligere koloniale identitet.

Som det første gjaldt det afskaffelsen i 1931 af den troskabsed, som ti år tidligere havde udløst borgerkrigen, og som betød, at irske parlamentarikere skulle aflægge ed til det britiske kongehus. Kulminationen skete med vedtagelsen af en ny forfatning i 1937. Her fik staten dobbeltnavnet Éire/Ireland og blev genetableret med en klar gælisk-katolsk profil.

Udbruddet af 2. Verdenskrig betød dog, at den officielle proklamation af Irland som republik først skete den 18. april 1949. Den britiske reaktion på proklamationen, som betød Irlands udtrædelse af Commonwealth of Nations, var en lov, der bekræftede den nordirske stat, Nordirlands, status som en del af Det Forenede Kongerige.

Økonomisk vækst

Monument

Spire of Dublin (officiel titel "Lysmonumentet"), af den britiske arkitekt Ian Ritchie. Det er et 120 m højt, nålelignende monument i rustfrit stål. Det står midt på hovedstrøget O'Connell Street på en plads, hvor der stod en søjle til minde om den britiske flådekaptajn Lord Nelson, indtil den blev sprængt i luften af IRA i 1966. Det nuværende monument, som blev opført i 2002-03, var en del af en plan for en renovering af Dublins centrum. Det har både tilhængere og stærke modstandere og bliver opfattet som symbol på det rige og moderne Irland. Her set fra Henry Street.

Af .
Licens: CC BY 2.0

Da Eamon De Valera i 1959 afsluttede sin tredje og sidste periode som premierminister (taoiseach) for at blive sit lands præsident (indtil 1973), stod Irland på overgangen til dramatiske ændringer. På få årtier blev Irland forvandlet fra et konservativt landbrugssamfund til et moderne, liberalt samfund med en betydelig industriel sektor. De Valeras efterfølger, Seán Lemass (1899-1971), brød de tidligere regeringers fejlslagne økonomiske protektionisme og forsøgte i stedet at integrere Irland i den internationale markedsøkonomi.

Det medførte, at Irland fik andel i det generelle økonomiske opsving i Vesten i 1960'erne og begyndte at frigøre sig fra sin hidtidige afhængighed af det britiske marked. Det lykkedes at bringe den fortsat høje udvandring til midlertidigt ophør, indtil den igen tog til, da et økonomisk tilbageslag satte ind fra slutningen af 1970'erne.

Store udenlandske, især amerikanske, investeringer i produktion af informationsteknologi og medicinalvarer til det europæiske marked forvandlede sammen med massive bloktilskud fra EF/EU’s strukturfond i 1980'erne og 1990'erne Irland til en højvækstøkonomi og hævede levestandarden for folk i arbejde betydeligt.

Udviklingen gjorde en ende på århundredes tradition for udvandring og sænkede den hidtil store arbejdsløshed. Irland blev tilmed mål for en betydelig arbejdsindvandring fra Østeuropa og de baltiske lande. Befolkningstallet voksede dramatisk, og Irland havde ikke længere sin førhen udprægede etniske homogenitet.

Modernisering og liberalisering

Velstandsstigningen, urbaniseringen, åbningen over for udlandet og Irlands indtræden i EF i 1973 førte også til store forandringer i irernes levevis og værdier. Den sideløbende sociale liberalisering blev symboliseret ved valget af juraprofessoren og senatoren Mary Robinson til præsident i 1990.

Udviklingen forårsagede et brud på den traditionelle forståelse af forholdet mellem staten og den katolske kirke. Kirken mistede sin hidtidige uformelle vetoret i forhold til den social- og sundhedspolitiske lovgivning. Censuren af bøger og film blev lempet kraftigt. Desuden skete der en afkriminalisering af homoseksualitet i 1993, en legalisering af skilsmisse i 1995, og den abortlov, som var blevet skrevet ind i forfatningen i 1983, blev gradvist liberaliseret i 2013 og 2018. I 2010 blev det tilladt ved lov at indgå ”civilt partnerskab” mellem personer af samme køn.

Liberaliseringen var udtryk for den katolske kirkes tab af autoritet i befolkningen. Det skyldtes en almindelig sekularisering, men især afsløringen af et massivt fysisk, psykisk og seksuelt misbrug af børn og unge på sociale institutioner drevet af kirken, foruden kirkens forsøg på at dække over pædofile præsters overgreb.

Fra konflikt til fredsproces

Regeringsbygning

Administrationsbygningen for Ministerrådet for Relationer mellem Nord og Syd. Rådet består af ministre fra Irland og Nordirland og er ansvarligt for 12 politikområder, hvoraf seks (landbrug, uddannelse, miljø, sundhed, turisme og transport) implementeres af hver af de to regeringer, mens de andre seks (bl.a. vandveje, fødevaresikkerhed og sprog) implementeres af den fælles administration i Armagh. Når der ikke er en nordirsk regering, fordi parlamentet er suspenderet, varetages dens funktion af The British–Irish Intergovernmental Conference (BIIGC).

Af .
Licens: CC BY 2.0

Den politiske kursændring slog også igennem i forholdet til Nordirland og Storbritannien. 1950'ernes retoriske konfrontationspolitik blev i 1960'erne afløst af en pragmatisk dialog mellem Irlands premierminister Seán Lemass og Nordirlands premierminister Terence O'Neill i et forsøg på at få bugt med IRAs voldelige kampagne i grænseområderne mellem de to stater.

Optrapningen af konflikten i Nordirland efter 1969 gjorde en ende på denne dialog, men fik med tiden irske politikere til at se den etnisk-nationale konflikt som et problem, der kun kunne finde en løsning, hvis man tog hensyn til samspillet mellem de historisk betingede relationer mellem flertal og mindretal, nord og syd og regeringerne i Dublin og London.

Af frygt for at konflikten skulle brede sig ind i den politisk stabile og kulturelt homogene irske stat, søgte den irske regering i 1985 et samarbejde med den britiske regering. Det resulterede samme år i indgåelsen af Den Anglo-irske Aftale og senere, fra 1993, den såkaldte Downing Street-erklæring. Erklæringen indledte den fredsproces, der i 1998 kulminerede med Langfredagsaftalen, en internationalt anerkendt traktat, som bl.a. genindførte nordirsk selvstyre og fjernede Irlands forfatningsmæssige krav på Nordirland, men gav Irland medindflydelse på udviklingen i Irland gennem The British-Irish Council, The North/South Ministerial Council, The British-Irish Intergovernmental Conference og, fra 2010, The British-Irish Parliamentary Assembly.

Selv om fredsprocessen langtfra kan siges at være afsluttet, er der dog i dag formelt – og i betydeligt omfang også reelt – fred i Nordirland, især efter at IRA anerkendte Langfredagsaftalen og i juli 2005 erklærede sin væbnede kampagne for afsluttet.

Den nuværende politiske situation

Langfredagsaftalen gjorde det ikke kun muligt for Sinn Féin at stille op til valg i Nordirland, men også i Irland. I dag får det venstreorienterede og nationalistiske parti mange yngre stemmer og blev ved valget i 2020 det største parti i Dáil Eireann. På grund af sin tidligere forbindelse til IRA blev det dog ikke inviteret med i regeringssamarbejde af de to store centerpartier.

I stedet fik Irland en flertalsregering bestående af de to historiske rivaler Fianna Fáil (ledet af Micheál Martin) og Fine Gael (ledet af Leo Varadkar) samt det lille parti De Grønne (The Green Party). De to store partier valgte at skiftes til at indtage posten som taoiseach (premierminister). Efter to år med Martin i spidsen overgik den i december 2022 til den indisk-irske og åbent homoseksuelle Leo Varadkar, som også var premierminister i den foregående valgperiode 2017-2020.

Irlands præsident siden 2011 har været digteren, journalisten og Labour-politikeren Michael D. Higgins, som efterfulgte Mary Robinson og Mary McAleese, der ligeledes var juraprofessor, men den første nordirer på posten som den irske stats formelle overhoved.

Irlands præsidenter

Periode Navn
1938-1945 Douglas Hyde
1945-1959 Sean O'Ceallaig
1959-1973 Eamon De Valera
1973-1974 Erskine Childers
1974-1976 Cearbhall O'Dalaigh
1976-1990 Patrick Hillery
1990-1997 Mary Robinson
1997-2011 Mary McAleese
2011- Michael D. Higgins

Irlands premierministre

Periode Navn
1923-1932 William T. Cosgrave
1932-1948 Eamon De Valera
1948-1951 John A. Costello
1951-1954 Eamon De Valera
1954-1957 John A. Costello
1957-1959 Eamon De Valera
1959-1966 Seán Lemass
1966-1973 John M. Lynch
1973-1977 Liam Cosgrave
1977-1979 John M. Lynch
1979-1981 Charles J. Haughey
1981-1982 Garret Fitzgerald
1982 Charles J. Haughey
1982-1987 Garret Fitzgerald
1987-1992 Charles J. Haughey
1992-1994 Albert Reynolds
1994-1997 John Bruton
1997-2008 Bertie Ahern
2008-2011 Brian Cowen
2011-2017 Enda Kenny
2017-2020 Leo Varadkar
2020-2022 Micheál Martin
2022- Leo Varadkar

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig