Terence Marne O'Neill, 10.9.1914-12.6.1990, nordirsk politiker, premierminister 1963-69. O'Neill, der var af gammel landadelig familie, repræsenterede en ny og liberal unionisme. Han satsede på at skabe økonomisk vækst ved bl.a. at forbedre det historisk belastede forhold mellem katolikker og protestanter samt forholdet mellem Nordirland og Den Irske Republik. Hans manglende politiske succes skyldtes udbredt reformmodstand inden for hans eget parti med deraf følgende frustration blandt katolikkerne. Den politiske krise efter udbruddet af urolighederne i Nordirland førte til hans fald i 1969. Se også Nordirland (historie).