Gatwick Airport, London Gatwick Airport, international lufthavn 45 km syd for London. Den er med sine 34 mio. passagerer (2008) regionens næststørste og Europas ottendestørste lufthavn. Den blev indviet i 1930 og anvendtes af Royal Air Force. Navnet Gatwick refererer til et tidl. gods på området. I slutningen af 1920’erne begyndte man at anvende arealet til sportsflyvning, men i 1934 gik man over til at benytte stedet som lufthavn med ruter til Belfast og Paris. En række mindre luftfartsselskaber sluttede sig i 1935 sammen og blev til det daværende British Airways, som holdt til her indtil 1937, hvor man flyttede til Croydon. Året efter åbnedes en ny cirkulær ankomstbygning, der i kælderetagen havde togperron med direkte forbindelse til Londons centrum. I 1939 blev pladsen overtaget af Royal Air Force til en natjagereskadrille.

Fra 1945 blev den civil lufthavn. Hyppige oversvømmelser begrænsede pladsens brug, og det overvejedes at lukke den. Da man i 1950 så sig om efter en aflastningslufthavn for Heathrow, stod valget mellem Stansted og Gatwick, og man besluttede sig for Gatwick. Efter et par års stilstand pga. udbygning åbnede lufthavnen i juni 1958. Den blev hurtigt populær takket være sin gode jernbaneforbindelse. Startbanen blev efterhånden forlænget til 3300 m af hensyn til tungtlastede jumbo-passagerfly, men det var i mange år først og fremmest chartertrafik, som dominerede. Laker Airways og British Caledonian slog sig ned her med deres DC-10 flåder. I slutningen af 1970’er tvang myndighederne flere udenlandske selskaber til at anvende Gatwick frem for Heathrow. North Terminal blev taget i brug i 1988, hvorefter South Terminal overgik til at betjene chartertrafik. Lufthavnens trafikmønster er gradvist ændret oversøisk lufttrafik til mere europæisk og indenrigstrafik.

Lufthavnen har to parallelle startbaner, hvoraf den sydlige er hovedbanen. Der er dog så kort indbyrdes afstand, at de to baner ikke kan benyttes samtidig. Den omstændighed, at man i praksis kun har en enkelt startbane, har gjort Gatwick til verdens travleste enkeltbane-lufthavn. Et årtis planer om bygning af endnu en startbane blev i januar 2010 udsat på ubestemt tid.

Gatwick har kun haft to fatale havarier: En tyrkisk Vickers Viscount ramte 17.2.1959 nogle træer under landing. Fjorten af de 24 ombord omkom. Blandt de overlevende var den tyrkiske premierminister Adnan Menderes. En afghansk Boeing 727 ramte 5.1.1969 et hus under indflyvning, hvorved 48 af de 62 ombord omkom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig