Nordirlands historie

I det nordirske samfund, hvor konfession, national identitet og politisk tilhørsforhold var nært knyttet sammen, bevirkede valgsystemet, at staten udviklede sig til en étpartistat, hvor det unionistiske parti uhindret kunne skabe "en protestantisk stat for et protestantisk folk", som statens første premierminister, James Craig, udtrykte det. Denne politik, som blev underbygget ved manipulering af grænserne mellem valgdistrikterne for også at sikre unionistisk flertal på det lokale niveau, fik alvorlige sociale følger for det katolske mindretal, som ikke blot blev diskrimineret inden for uddannelse og boliganvisning, men også beskæftigelsesmæssigt.

Efter udbruddet af den økonomiske verdenskrise i 1930'erne blev de traditionelle nordirske industrier, tekstil- og skibsværftsindustrien, hårdt ramt, og den tidligt industrialiserede og hidtil velstående irske provins blev reduceret til et økonomisk marginalområde med en væsentlig lavere levestandard end i andre dele af Storbritannien. Krisen var særlig hård for katolske arbejdere, som i de foregående årtier var blevet udstødt af den stadig mindre arbejdskraftkrævende landbrugsøkonomi og havde fundet arbejde i industrien, men nu blev presset ud af arbejdsmarkedet, bl.a. som følge af Orangeordenens indflydelse blandt arbejdsgiverne.

Allerede i tiden omkring statens oprettelse havde Nordirland været præget af politisk-sekteriske uroligheder, der var iværksat af militante grupper som den loyalistiske Ulsters Frivillige Styrke (UVF) og de nationalistiske Frivillige, der identificerede sig med den fortrinsvis sydirsk-baserede guerillahær, IRA. Til bekæmpelse af uroen indsatte regeringen fra 1922 det reorganiserede Ulsters Kongelige Politikorps (Royal Ulster Constabulary, RUC) og den såkaldte B-reserve (Ulster Special Constabulary eller B-Specials), der imidlertid blev mødt med stor mistillid af det katolske mindretal. Den sociale utilfredshed førte dog ikke til nogen bred opslutning bag det nu forbudte IRA's militante forsøg på at bekæmpe delingen af øen Irland.

Efter 2. Verdenskrig havde det nordirske samfund opnået en tilstand af skrøbelig stabilitet, understøttet af opbygningen af den britiske velfærdsstat.

Da premierminister Terence O'Neill i midten af 1960'erne kun vandt begrænset tilslutning inden for egne rækker for reformforslag til gavn for mindretallet, organiserede katolske aktivister sig i 1968 efter amerikansk forbillede inden for Den Nordirske Borgerrettighedsorganisation (Northern Ireland Civil Rights Association, NICRA). Den oprindeligt fredelige kampagne blev mødt med vold fra det protestantiske flertals side, og de herefter optrappede "uroligheder" tvang i 1969 den britiske regering til at indsætte fredsbevarende tropper og i 1972 suspendere den nordirske forfatning og i stedet indføre direkte styre fra London.

Med tiden blev den britiske hærs tilstedeværelse en torn i øjet på mindretallet og en anledning til stigende paramilitær vold, udført af det nyorganiserede IRA, der også begik terror i England, og en række loyalistiske terrorgrupper.

Efter flere forgæves forsøg fra den britiske regerings side på at opnå tilslutning fra de nu indbyrdes splittede unionister til en varig politisk løsning på konflikten, som havde kostet talrige menneskeliv og forhindret økonomisk udvikling, lykkedes det i 1998 at skabe en fredsaftale, den såkaldte Langfredagsaftale (officielt kaldet Belfastaftalen). Aftalen blev støttet af regeringerne i London og Dublin foruden flertallet af de nordirske partier, deriblandt IRA's politiske gren, Sinn Féin, og det dengang største unionistiske parti, Ulster Unionist Party (UUP).

Aftalen blev indgået langfredag den 10. april 1998. Den blev derefter vedtaget ved folkeafstemning i både Irland og Nordirland. Aftalen erstattede det britiske parlaments Lov om Irlands regering fra 1920, og den afskaffede Irlands forfatningsmæssige krav på hele øen. Den fastholdt, at Nordirland vil forblive inden for Det Forenede Kongerige, så længe et flertal af befolkningen ønsker det.

Aftalen genoprettede nordirsk selvstyre på grundlag af politisk magtdeling og foranstaltninger, der beskyttede mindretallet ved f.eks. at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Endelig etablerede den et fællesirsk ministerråd, institutioner til samarbejde mellem de to irske stater samt et britisk-irsk råd til fremme af en fredelig udvikling på De Britiske Øer.

Fredsaftalen foreskrev dannelsen af en provinsforsamling med 108 medlemmer. Ved valget den 25. juni 1998 blev det protestantiske unionistparti, UUP, det største parti med 28 mandater, og dets leder, David Trimble, blev Nordirlands førsteminister. John Hume, formanden for det dengang største nationalistiske parti SDLP (Social Democratic Labour Party), blev stedfortrædende førsteminister.

På grund af gensidig mistro og uenighed om aflevering af våben trådte provinsregeringen først sammen den 29. november 1999, hvorefter selvstyret blev en realitet. Allerede efter ti uger ophævede regeringen i London midlertidigt selvstyreaftalen i protest mod IRA's udskydelse af våbenafleveringen, og i den følgende periode var den gentagne gange i fare for at gå til grunde.

IRA's våbenaflevering forblev et stridsemne, indtil IRA i oktober 2001 indgik en endelig aftale med uafhængige våbeninspektører. Imidlertid blev processen trukket ud efter den britiske regerings suspension af det nordirske selvstyre i 2002, og det var først i slutningen af september 2005, at en bevidnet destruktion af IRA's våbenlagre fandt sted. Den direkte foranledning var en officiel erklæring fra IRA's ledelse den 28. juli 2005 om indstillingen af den væbnede kamp for irsk genforening.

Parlamentsvalget i 2005 gav sejr til de to politiske fløje, Sinn Féin og det kompromisløse unionistparti Democratic Unionist Party (DUP), som krævede en revision af Langfredagsaftalen og kviede sig ved at skulle sidde i regering med Sinn Féin, som i 2005 var blevet det største nationalistiske parti i Nordirland.

Året efter lykkedes det dog for den britiske og irske regering at overtale alle de nordirske partier til at mødes den 11.-13. oktober 2006 i Saint Andrews i Skotland for at bane vejen for selvstyrets genoprettelse. I aftalen forpligtede Sinn Féin sig til fuldt ud at anerkende den i 2001 nyoprettede politistyrke i Nordirland, PSNI (Police Service of Northern Ireland) på betingelse af at være repræsenteret i PSNI's politiske styrelse og en ligelig rekruttering af katolikker og protestanter. Ian Paisleys DUP forpligtede sig på sin side til at dele regeringsmagten med Sinn Féin.

Efter nyvalg til det nordirske parlament den 7. marts 2007 blev Ian Paisley og Sinn Féins næstformand Martin McGuinness valgt til henholdsvis førsteminister og stedfortrædende førsteminister. De lagde tilsyneladende gammelt fjendskab bag sig og udviklede et godt personligt forhold.

Efter at Martin McGuinness af helbredsmæssige årsager i januar 2017 trak sig tilbage fra posten som viceførsteminister, fulgte syv år, hvor selvstyret i Nordirland i lange perioder lå stille. I de første tre år som følge af uenighed mellem de to største partier, Sinn Féin og DUP, dels om DUP’s håndtering af en energiskandale, dels om partiets afvisning af et krav fra Sinn Féin om en lov, der ville anerkende irsk som et af Nordirlands officielle sprog.

Fra 2020 til 2022 dannede de to partier igen regering, nu under DUP’s nye leder Paul Givan og Sinn Féins Michelle O’Neill. Den 3. februar 2022 trådte Givan dog tilbage i protest mod Brexit-traktatens Nordirlandsprotokol, som skabte en toldgrænse i Det Irske Hav for varer mellem Det Forenede Kongerige og Irland.

Ved valget i 2022 blev Sinn Féin det største parti i Nordirland og skulle derfor ifølge Langfredagsaftalen overtage posten som førsteminister. Regeringsdannelsen blev imidlertid forhindret af DUP’s fortsatte protest mod protokollen, også efter at den i februar 2023 var blev justeret i en ny aftale mellem EU og den britiske regering: Windsoraftalen. Indtil 2024 blev Nordirland derfor styret af en embedsmænd og ministre uden hjemmel til at lovgive og dermed heller ikke til at bevillige tilstrækkelige midler til f.eks. at forkorte ventelisterne i sundhedsvæsenet, forbedre den skrantende infrastruktur og kompensere de offentligt ansatte for det lønefterslæb, de led i forhold til privatansatte. I efteråret 2023 stod deres fagforeninger bag de største demonstrationer i Nordirland i et halvt århundrede og lagde derved pres på politikerne for at få genoprettet selvstyret.

Efter opnåelse af en aftale i slutningen af januar 2024 mellem den britiske regering og DUP's leder 2021-2022 Jeffrey Donaldson om en lettelse af kontrollen med varer mellem Storbritannien og Nordirland, blev selvstyret genoprettet den 3. februar 2024. Som leder af Nordirlands største parti indtog Sinn Féins Michelle O’Neill pladsen som førsteminister, mens DUP’s leder fra maj 2022 Emma Little-Pingelly blev viceførsteminister. Regeringsdannelsen var historisk, fordi det var første gang i Nordirlands historie, at en nationalist blev valgt til regeringsleder.

Ved markeringen af 25-året for Langfredagsaftalen i 2023 kunne alle iagttagere konstatere, at det nordirske samfund var havde gennemgået en synlig forandring og var blevet et meget mere fredeligt sted at bo, arbejde og rejse i. Det viste sig blandt andet ved en stærkt stigende turisme og en voksende indvandring. Dog flytter mange af landets veluddannede unge stadig til Storbritannien.

I overensstemmelse med Langfredagsaftalen begyndte den britiske regering at trække sikkerhedsstyrker ud af Nordirland. Selv om åben vold mellem katolikker og protestanter i dag (2023) er ophørt, foregår der stadig sporadisk politisk terror, der bliver begået af republikanske dissidentgrupper, der ikke anerkender Langfredagsaftalen og kalder sig det "sande" eller det "nye" IRA.

Der findes også aktive loyalistiske grupper, der rekrutterer medlemmer blandt marginaliserede unge i det nordirske samfunds fortsat mange socialt belastede områder. Både de nationalistiske og de loyalistiske grupper har bandekarakter og finansierer deres aktiviteter gennem kriminalitet. De loyalistiske grupper er derfor præget af interne magtkampe og rivalisering. I 2023 fastslog en britisk efterretningsrapport, at trusselsbilledet var på højde med situationen op til Langfredagsaftalen.

Katolikker og protestanter fra arbejderklassen lever mange steder, og især i byerne, fortsat geografisk adskilt. Nogle steder bag "fredsmure" i kvarterer, hvis grænser er markeret med farver og flag, der angiver deres identitet. I det sociale liv – foreninger, idræt og skoler – blander de sig sjældent med hinanden. På de større arbejdspladser er begge grupper dog i vidt omfang repræsenteret, og love forbyder diskrimination. Næsten en tredjedel af befolkningen identificerer sig dog ikke længere som katolikker eller protestanter og stemmer på partier, der hverken er irsk-nationalistiske eller britisk-unionistiske. Derfor er der et voksende ønske om en revision af den politiske struktur, som Langfredagsaftalen skabte, idet den bygger på magtdeling mellem to etnisk-nationale grupper.

De nordirske kirker har siden 1998 aktivt bidraget til fredsprocessen gennem samarbejdsprojekter, eksempelvis i form af fælles arrangementer som koncerter o.lign. Men sekteriske fordomme er stadig udbredt. Det viser begrænsningerne ved en fredsaftale, der først og fremmest havde karakter af at være en aftale mellem de politiske eliter om deling af magten.

Aftalen i 1998 rummede dog også visse kulturelle elementer såsom anerkendelsen af, at der fandtes to nationale traditioner, identiteter og sprog i Nordirland.

Desuden forstod de partier, der underskrev aftalen, nødvendigheden af at skabe forsoning mellem konfliktens parter. Kommissioner er blevet nedsat for at undersøge hidtil uopklarede dødsfald og spørgsmål om skyld og ansvar for "urolighederne". En særlig undersøgelseskommission har optegnet det præcise forløb af Bloody Sunday i 1972, da 14 civile blev dræbt af britiske faldskærmstropper under en demonstration for menneskerettigheder i Derry (Londonderry). En anden kommission har set på potentielle måder at mindes "urolighederne" og deres ofre på, f.eks. ved at udbetale kompensation til lemlæstede og efterladte. Hidtil har forsøgene dog vist sig i stedet at rippe op i gamle sår og skabe vrede og bitterhed i befolkningen.

Langfredagsaftalen skabte en Paradekommission til at se på, hvordan de årligt tilbagevendende ca. 3000 protestantiske parader, der har været arrangeret af Orangeordenen i over et par århundreder, kunne afholdes på en måde, som ikke gav anledning til uro og spændinger. Dette er lykkedes visse steder gennem forhandlinger ved enten at omlægge ruter, forbyde parader eller nedtone deres mest provokerende indslag. Men der er ikke noget, der tyder på, at de vil forsvinde helt ud af gadebilledet inden for en overskuelig fremtid.

Det samme gælder gavlene med politiske motiver og hyldest til paramilitære skikkelser og handlinger i de kvarterer i Belfast og Derry, hvor man stadig identificerer som med radikal nationalisme (republikanisme) og unionisme (loyalisme). Dog kan man i dag se mure, der hylder de politikere, der stod bag Langfredagsaftalen, som f.eks. Nobelpristageren John Hume.

• Nordirland
• Irlands historie