Grampian, tidligere amt (county) (1975-96) ved Nordsøen i det nordøstlige Skotland; 8698 km2, 503.900 indb. (1991). Det blev i 1996 opdelt i de administrative områder Moray, Aberdeenshire og City of Aberdeen. Området udgør den østlige del af bjergområdet Grampian Highlands og når som amtets højeste punkt op i 1309 m i Ben Macdui. I nærheden udspringer de store floder Don og Dee, der krydser amtet i vest-østlig retning. Industrien er mangesidig og spænder fra levnedsmiddel- og fiskeriindustri over destillation af whisky til tekstil- og letindustri. Desuden findes flere skibsværfter.