Skotland (Forfatnings- og forvaltningsforhold), Efter folkeafstemninger i 1997 og 1998 fik Skotland i 1999 for første gang siden unionen med England i 1707 sit eget parlament og en egen regering. Parlamentet har 129 medlemmer, der er valgt for fem år ved en blanding af flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg for i modsætning til, hvad der i øvrigt er tilfældet i Storbritannien, at sikre, at valgresultaterne bedre afspejler de samlede stemmetal. Parlamentet sidder i Holyrood i Edinburgh og har ansvaret for de fleste sider af det skotske samfund, mens Storbritanniens parlament i Westminster fortsat varetager udenrigspolitik, forsvar og beskatning, om end det skotske parlament kan regulere beskatningen med op til 3%. I parlamentet i Edinburgh sidder en regering, ledet af en førsteminister (First Minister), mens en statssekretær for Skotland, der varetager Skotlands interesser, forbliver en del af Storbritanniens regering; han har et sekretariat i Glasgow til sin rådighed med afdelinger i Edinburgh og London.

Efter længere tids forhandlinger underskrev den britiske premierminister, David Cameron, og Skotlands førsteminister, Alex Salmond, den 15. oktober 2012 i Edinburgh en aftale om afholdelsen af en folkeafstemning om Skotlands løsrivelse fra Storbritannien til den 18.9.2014. Begge parter måtte komme med indrømmelser under forhandlingerne, men Salmond fik sit krav igennem om, at stemmeretten ved afstemningen også skulle omfatte de 16-17-årige. Afstemningen resulterede i et nej til skotsk selvstændighed.

Lokalforvaltningen har siden 1996 bestået af 29 såkaldte unitære (kommunale) enheder samt de tre øgrupper Hebriderne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne. Ved den administrative reform 1996 indførtes således et enstrenget system i lokalforvaltningen, hvilket afløste det tidligere tostrengede system, der bestod af ni regioner og 53 kommuner. De ni regioner, som der er artikler om her i værket, var Borders, Central, Dumfries & Galloway, Fife, Grampian, Highland, Lothian, Strathclyde og Tayside. Reformen i 1996 har altovervejende underinddelt regionerne i de 29 mindre enheder, der omfatter Aberdeen City, Aberdeenshire, Angus, Argyll and Bute, Clackmannanshire, Dumfries & Galloway, Dundee City, East Ayrshire, East Dumbartonshire, East Lothian, East Renfrewshire, City of Edinburgh, Falkirk, Fife, Glasgow City, Highland, Inverclyde, Midlothian, Moray, North Ayrshire, North Lanarkshire, Perth & Kinross, Renfrewshire, Scottish Borders, South Ayrshire, South Lanarkshire, Stirling, West Dumbartonshire og West Lothian.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig