Udsnit af kort fra ca. 1250.
Kort over Skotland fra ca. 1250. Udsnit af kort tegnet af munken Matthew Paris.
Af /British Library.

I 78 e.v.t. begyndte romerne en offensiv op i Skotland, og mange forter opførtes. I 142 rejste romerne Den Antoninske Vold i Edinburgh-Glasgow-linjen. Det var romerne, der gav navnet picter til Skotlands befolkning, og under og efter romerne kendes pictiske bebyggelser, ofte på ældre befæstede pladser. Karakteristiske pictiske fund fra tiden efter romerne er billedsten og sten med ogham-indskrifter. I løbet af 400-tallet indvandrede Dalriada-skotere fra Irland til Vestskotland, hvor hill-fortet Dunadd Castle i Argyll blev hovedsæde.

Kongeriget grundlægges (cirka 850-1286)

Navnet Skotland optræder første gang, da Kenneth 1. MacAlpin (død 858) i 843 samlede picterne og de fra Irland indvandrede skotere under sin krone. Kongedømmet har næppe strakt sig videre end til de keltiske folkeslag i højlandet. Det var først efter erobringen af Strathclyde omkring år 1018, at skotterne for alvor gjorde sig gældende i lavlandet mod syd. Malcolm 2.s indtog i den nordligste del af England, Lothian, indvarslede en mere udfarende kongemagt, men en egentlig statsdannelse var der ikke tale om. Klanerne var fortsat dominerende i lokalsamfundet, godt hjulpet af et landskab, som satte klare grænser for den indenlandske kommunikation. Skotland oplevede dog en gradvis tilnærmelse til mere traditionelle feudale styreformer.

Kampen for uafhængighed (1286-1513)

Malcolm 3. Canmore og dronning Margaret

Malcolm 3. Canmore og dronning Margaret i en senere afbildning på Setons våbenrulle fra 1591. Hans navn er her stavet Malcolme Canmoir.

En stor og vigtig del af skotsk middelalderhistorie udgøres af Uafhængighedskrigene, hvor skotske konger og adelen gennem flere århundreder kæmpede mod engelsk overhøjhed og dominans. Udover almindelig søgen efter magt og frihed finder man årsagen til konflikterne i den feudale samfundsstruktur, hvor jordbesiddelse og lenssystemet var fundamentale elementer.

Kong Malcolm 3. Canmore kom i 1058 til magten ved engelsk hjælp, og i løbet af hans lange regeringsperiode (1058-1093) og efterfølgende vandt engelsk sprog og kultur indpas i Skotland. Malcolm 3. blev dræbt i kamp mod englænderne, hvilket førte til en periode med skotsk-engelske konflikter. En vigtig proces var dog allerede sat i gang: Fra 1100-tallet blev adelen i Lavlandet stærkt opblandet med anglo-normanniske adelsfolk, og Vilhelm 1. Løve (1165–1214) og Alexander 3. (1249–86) måtte i det normanniske feudale system begge anerkende den engelske konge som deres lensherre.

Da Alexander døde, og hans tre-årige barnebarn ligeledes døde kort efter, blev Skotland kastet ud i endnu en periode med ustabilitet. Edward 1. af England gjorde herefter krav på den skotske krone. Han indsatte sin vassal John Balliol som marionetkonge, og da skotske adelige i protest i praksis afsatte ham og desuden indgik en alliance med Frankrig mod England (’Auld Alliance’, 1295), invaderede Edvard Skotland, besejrede al modstand og erklærede i 1296 sig selv konge over landet. Dette var begyndelsen på de skotske Uafhængighedskrige.

William Wallaces (kaldet Braveheart) sejr ved Stirling i 1297 genetablerede magtbalancen, men modstanden mod englænderne betragtedes endnu ikke som et nationalt anliggende. Landets førende magnater, Balliol og Robert Bruce, bekrigede først og fremmest hinanden, og med besiddelser på begge sider af grænsen var loyaliteten ofte delt. Det var først med Bruces sejr ved Bannockburni 1314, at Skotlands uafhængighed endeligt blev sikret. Den massive opbakning bag Robert Bruce afspejlede sig i indkaldelsen af det første skotske parlament i 1326 og navnlig i den såkaldte Arbroath-deklaration fra 1320: "Vi kæmper ikke for hæder, rigdom og ære, men alene for frihed, som ingen god mand mister uden at sætte livet ind". Disse ord står fortsat som motto for den skotske frihedsbevægelse.

Tiden efter Bruce var præget af stadig skiftende regentskaber, der satte udviklingen af en autoritativ kongemagt i stå. Skotlands placering i udkanten af den europæiske kulturkreds var ikke kun politisk bestemt. Landbruget var tilbagestående, og byerne var få og uden betydning for afsætningen af landbrugsprodukter. Jakob 4., den mest initiativrige af senmiddelalderens monarker, iværksatte mange administrative reformer, men det var primært lavlandet og de allerede udviklede grænseegne, der høstede frugterne af hans arbejde. Jakob konfiskerede i 1493 den magtfulde MacDonald-klans jorder, men han formåede lige så lidt som sine forgængere at integrere kelterne i den generelle samfundsudvikling.

Mellem Reformation og absolutisme (1513-1707)

Glasmaleri i St. Giles' Cathedral, Edinburgh.
Glasmaleri i St. Giles' Cathedral i Edinburgh. Øverst til højre ses John Knox, der prædiker ved James Stuart Morays begravelse i 1570.

Kongens død i Slaget ved Flodden mod England i 1513 var indledningen til en periode fyldt med religiøse og politiske spændinger. Katolicisme blev efterhånden identificeret med alliancepartneren Frankrig, mens den reformatoriske bevægelse indebar en tilnærmelse til Elizabeth 1.s England. Modsætningsforholdet kom klarest til udtryk i striden mellem Maria 2. Stuart som repræsentant for den uindskrænkede kongemagt og John Knox, der så monarken som samfundets tjener.

Knox, arkitekten bag protestantismens indtog i Skotland, var i kirkelige anliggender moderat, men da Reformationen i 1560 gennemførtes i modstrid med monarkens interesser, udviklede den skotske kirke sig i mere radikal calvinistisk retning. Presbyterianernes gennemslagskraft hang også sammen med, at deres lægmandsinstitutioner gav mulighed for folkelig medindflydelse, som tidligere var udelukket fra det skotske politiske system.

Ved Elizabeth 1.s død i 1603 indgik Skotland under Jakob 6. (1.) i en personalunion med England, hvilket øgede frygten for en højkirke efter engelsk mønster. Modstanden førte i 1638 til the National Covenant, en pagt indgået af skotske kirkefolk, som nærmest havde karakter af en religiøs og politisk uafhængighedserklæring over for en stadig mere autokratisk kongemagt. The Glorious Revolution i England i 1688 sikrede den skotske kirkes særlige status, og slutningen af 1600-tallet var trods landets uvisse politiske fremtid på mange måder en kulturel blomstringstid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig