Skotland (Kirkeforhold)

Luthersk indflydelse sporedes i 1520'erne, og fra 1540'erne gjorde et engelskvenligt protestantisk parti sig gældende imod det regerende franskvenlige katolske. Den reformatoriske bevægelse i Skotland fik flere martyrer, Patrick Hamilton brændtes i 1528, George Wishart i 1546, men efter et oprør i 1559 indførtes Reformationen i 1560 med calvinsk bekendelse og gudstjenesteordning; en kirkeordning skitseredes i Book of Discipline (se John Knox). Katolicismen spillede dog stadig en betydelig rolle. I 1578 opstillede Andrew Melville (1545-1622) i Second Book of Discipline en presbyteriansk kirkeordning, der lovfæstedes 1592. Efter bitre kampe mellem episkopale og presbyterianere sejrede presbyterianismen i 1690, mens de episkopale dannede frikirke. Siden fulgte en række fraspaltninger fra nationalkirken (se Seceders), af hvilke den vigtigste var "the Disruption" i 1843, da Free Church of Scotland dannedes under Thomas Chalmers. Senere sluttede store dele af de øvrige frikirker sig til denne; vigtigst var sammenslutningen med United Presbyterian Church i 1900 til United Free Church of Scotland. Efter at nationalkirken, Church of Scotland, i 1921 var selvstændiggjort i forhold til staten, sluttede United Free Church sig 1929 til den.

I 1999 har Church of Scotland ca. 700.000 medlemmer. Bekendelsen er Westminster-konfessionen, og strukturen er presbyteriansk med ét kirkeligt embede og samarbejde mellem præster og lægældste i kirk session for den enkelte menighed og derover presbytery, synod og på nationalt plan General Assembly, der ledes af en årlig valgt moderator. Den største af de øvrige kirker er den romerskkatolske. Derefter kommer den episkopale kirke (den anglikanske kirke) og forskellige presbyterianske frikirker. De vigtigste andre frikirker er kongregationalisterne, baptisterne og metodisterne.