Faktaboks

Maria Stuart

Mary Stuart; Mary Queen of Scots.

Født
8. december 1542, Linlithgow, Storbritannien
Død
8. februar 1587, Fotheringhay Castle, Storbritannien
Ung Mary Stuart
Mary Stuart portrætteret som 13-årig.

Maria Stuart var dronning af Skotland 1542-1567. Hun var datter af og eneste arving efter Jakob 5., der døde få dage efter hendes fødsel, i hans ægteskab med Maria af Guise. Hun var mor til Jakob 1. Stuart af England.

Barndom og opvækst

Maria Stuart tilbragte hele sin barndom hos sin mors familie i Frankrig, hvor hun i 1558 giftede sig med dauphinen, den senere Frans 2. Han døde to år senere, og det var først efter forgæves forsøg på at finde en ny ægtemand inden for kontinentets kongehuse, at hun i 1561 valgte at vende tilbage til sit fødeland.

Opvæksten blandt Guiserne indebar, at Maria betragtede sig som repræsentant for den absolutistiske kongemagt, en holdning, som stemte meget dårligt overens med Skotlands traditionelle klanopdelte samfundsstruktur.

Politisk krise og mordet på Darnley

Som katolik befandt hun sig allerede i opposition til tidens fremherskende strømninger, og ægteskabet med fætteren, Henry Stuart Darnley, i 1565 isolerede hende yderligere. En medvirkende årsag til Marias ringe popularitet var, at hun ved sit hof næsten udelukkende omgav sig med udlændinge.

Forfordelingen af de skotske magnater udløste i 1566 en egentlig politisk krise, da protestantiske adelsmænd, ledet af Darnley, myrdede hendes italienske sekretær, David Riccio. Mordet på Darnley det følgende år og derpå hendes ægteskab med den hovedmistænkte, James Hepburn Bothwell, rejste hele landet imod Maria, og da hendes hær ydermere deserterede, blev hun tvunget til at abdicere til fordel for sin nyfødte søn, Jakob 6., den senere Jakob 1. Stuart af England.

Marias meddelagtighed i mordet på sin mand har længe været omtvistet, men nyere forskning tyder på, at korrespondancen med Bothwell, The Casket Letters, som står i centrum for striden, er autentisk og stammer fra hendes hånd.

Flugt til England og The Babington Plot

Maria flygtede i 1568 til England, hvor Elizabeth 1. lovede hende beskyttelse, såfremt hun kunne rense sig for mistanken om medvirken til mordet på Darnley. Forholdet mellem de to dronninger blev dog i stadig højere grad bestemt af Elizabeths frygt for en rekatolisering af England; en udvikling, hvori Maria som barnebarn af Henrik 7.s datter ville være et magtfuldt redskab i hænderne på i første række den spanske konge.

Maria arbejdede under sit lange fangenskab målrettet på at myrde Elizabeth og tage hendes plads på Englands trone. Det var dog først, da mordplanerne i 1586 kædedes sammen med direkte støtte til en spansk invasion, The Babington Plot, at Elizabeth stillede Maria for retten og slutteligt indvilgede i hendes henrettelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig