Stuart. På en 75 m høj klippeblok troner det frygtindgydende Stirling Castle, i middelalderen Stuartkongernes residens og sæde for mange historiske og dramatiske begivenheder. Her myrdede Jakob 2. (af Skotland) med egne hænder en herremand, han var blevet uvenner med, og her blev den kun få dage gamle Maria 2. Stuart kronet til Skotlands dronning. Fotogravure fra ca. 1904 af James Craig Annan.

.

Stuart, kongelig slægt i Skotland fra 1371 og i England fra 1603. Navnet blev i Skotland formentlig oprindelig stavet Stewart, men stavemåden ændredes i 1500-t. til Stuart eller Steuart. Familien kan spores tilbage til Bretagne i 1000-t., hvor den i mindst fire generationer var forvaltere, stewards, for greverne af Dol.

Walter, en søn af den fjerde forvalter af Dol, blev den skotske kong David 1.s (regerede 1124-53) forvalter, og dette embede blev fra 1157 knyttet til slægten.

Walter Stewart (d. 1326) blev gift med Marjory, en datter af kong Robert 1. the Bruce, og deres søn, Robert 2. Stewart, blev i 1371 som den første Stewart kronet til konge af Skotland.

Slægtens mandlige linje uddøde med Jakob 5. i 1542. Hans datter Maria Stuart, dronning af Skotland 1542-67, blev efterfulgt af Jakob 6., som var Marias eneste søn med Henry Stuart Darnley.

Jakob 6. arvede den engelske trone gennem sin oldemor Margaret Tudor (1489-1541), Henrik 7.s datter, og blev i 1603 kronet som Jakob 1. Stuart af England.

Den sidste mandlige Stuart på den engelske trone var Jakob 2. Stuart, som blev fordrevet fra tronen i 1688 og døde i 1701. Den sidste kvindelige monark i slægten, Anne Stuart, datter af Jakob 2. Stuart, var regent fra 1702 til sin død i 1714.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig