Benjamin Disraeli

Benjamin Disraeli, jarl af Beaconsfield, 21.12.1804-19.4.1881, britisk forfatter og politiker; premierminister 1868 og 1874-80. Disraeli var af italiensk-jødisk afstamning, men i 1817 indtrådte familien i den anglikanske kirke. Han debuterede som forfatter i 1826 med romanen Vivian Grey og udviklede i de følgende år et program for en ny konservativ (tory) politik, baseret på en alliance mellem aristokrati, statskirke og den store underklasse, som whiggerne havde forsømt.

I bøgerne Coningsby; or, The New Generations (1844) og Sybil; or, The Two Nations (1845) opdelte han ud fra forholdene i det industrialiserede Nordengland befolkningen i besiddende og ikke-besiddende og beskrev fattigdommen, som oprørte ham. I Tancred; or, The New Crusade (1847) udtrykte Disraeli en illusionsløs opfattelse af det bestående samfund og formulerede, hvad han så som sin egen politiske fremtidsopgave. Med værkerne indførte han den politiske roman som genre i engelsk litteratur. Forfatterskabet blev afsluttet med Endymion (1880), der kan læses som skønlitterære betragtninger over hans politik.

Efter forgæves forsøg som bl.a. radikal kandidat lykkedes det i 1837 Disraeli at blive valgt til Parlamentet for Torypartiet. Han var en af anførerne af den konservative fraktion Young England, og da partiets leder, Robert Peel, som premierminister i 1846 ophævede kornlovene, medvirkede Disraeli til at vælte ham. Disraeli havde da udviklet sig til en af Underhusets bedste talere og fremstod fra 1848 som den egentlige leder af det nye Conservative Party. Han var finansminister i Edward Stanley Derbys ministerier 1852, 1858-59 og 1866-68 og ophavsmand til valgreformen i 1867, som betød, at valgretten kom til at omfatte en stor del af byarbejderne. I 1868 overtog han premierministerposten efter Derby, men måtte efter et valgnederlag i december samme år overlade posten til den liberale William Gladstone.

I 1874 blev Disraeli for anden gang premierminister, og hans regering, som sad frem til 1880, gennemførte begrænsede reformer, der sigtede på at forbedre sundhed, skolegang og arbejdsforhold, samtidig med at der blev ført en aktiv, imperialistisk udenrigspolitik. Disraeli, der tidligere havde kritiseret den ekspansive britiske kolonipolitik, sikrede i 1875 Storbritanniens kontrol over Suezkanalen, og i 1878 lykkedes det ham på Berlinkongressen at standse den russiske ekspansion på Balkan og i Tyrkiet. Samtidig overtog Storbritannien administrationen af Cypern. Som Disraeli havde profeteret i Tancred, blev Indien i 1877 ophøjet til kejserrige, og dronning Victoria blev således kejserinde. I 1879 indledte Disraeli krigen mod Afghanistan for at bremse den russiske indflydelse og udvide det britiske territorium. Ved valget i 1880 led Conservative Party et alvorligt nederlag som følge af både udenrigspolitiske fiaskoer og indenrigspolitiske problemer, og Disraeli afløstes atter af Gladstone; han døde kort efter.

Disraeli var i 1868 blevet ophøjet til jarl af Beaconsfield, men for ikke at miste sit sæde i Underhuset accepterede han først i 1876 titlen. Han skabte den moderne konservative partiorganisation Primrose League og fæstnede imperialismen som et grundlæggende element i britisk udenrigspolitik og i konservativ politik. I vore dages britiske politik står Disraeli som symbol på One Nation-ideologien, der indebærer konservatismens ansvar for hele nationen, dvs. også arbejderklassen, i modsætning til den Margaret Thatcherske "hårde" konservatisme.

Disraeli lagde aldrig skjul på sin stræben efter magt og berømmelse; han giftede sig til rigdom i 1839 og charmerede dronning Victoria, der blev en aktiv støtte for hans politik. Skønt han ved sin baggrund og i hele sin personlighed var en fremmed i forhold til den herskende klasse, kom han mere end nogen anden politiker til at bidrage til skabelsen af Det Britiske Imperium.