Edgar Algernon Robert Cecil, 1864-1958, fra 1923 viscount Cecil af Chelwood, lord Cecil, engelsk politiker. I 1906 blev Cecil konservativt medlem af Underhuset og var 1915-18 viceudenrigsminister. Han foreslog et Folkenes Forbund allerede i 1916 og skubbede i årene efter ihærdigt på for at fremme et konkret forslag. Cecil gik ind for et stabiliserende folkeforbund præget af stormagtsdominans, men uden et stort bureaukrati, og medvirkede i 1919 ved udformningen af Folkenes Forbund ved Versaillesfreden. Siden blev han minister med ansvar for folkeforbundssager i de konservative regeringer 1923-27. Cecil var 1923-38 formand for den britiske folkeforbundsforening, der i 1934-35 organiserede en fredsafstemning på baggrund af fascismens fremkomst. Han fik Nobels Fredspris i 1937.