• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ukip

Oprindelig forfatter JS Seneste forfatter Redaktionen

Ukip, United Kingdom Independence Party, britisk anti-EU parti. Partiet blev stiftet i 1993 som et samlingspunkt for konservative EU-modstandere efter den bitre debat om den britiske ratificering af Maastrichttraktaten, hvor euroskeptikerne følte sig forrådt af premierminister John Major. Ukips hovedmål er britisk udmeldelse af EU. Det ønsker at bevare suveræniteten hos parlamentet i London og er derfor også modstander af skotsk og walisisk selvstyre. Økonomisk og socialpolitisk ligger partiet tæt på de konservative. Det har i sine først år været plaget af interne stridigheder og beskyldninger om kontakter til højreekstremistiske kredse, men har i perioder opnået nogen støtte fra EU-fjendtlige vælgere. Partiets første formand (1993-97) var historikeren Alan Sked (f. 1947); 2006-09 var det medlem af Europaparlamentet Nigel Farage, og 2009-10 var Malcolm (Lord) Pearson (f. 1942) leder. Farage blev atter leder i 2010. Ukip opstiller kandidater til valgene til Underhuset, men har ikke fået nogen valgt ind. Derimod sidder der enkelte repræsentanter for partiet i en række engelske kommunalbestyrelser. Ved valget til Europaparlamentet i 2004, hvor det fik 17% af stemmerne og 12 af Storbritanniens 78 pladser i parlamentet. Resultatet forbedredes ved valget i 2009, hvor Ukip fik 17,5% af stemmerne og 13 af Storbritanniens nu 69 pladser. Partiet fik dermed flere stemmer end regeringspartiet Labour.

Farage er en populær partileder med en bred folkelig appel. Trods adskillige skandaler, hvor Ukip-medlemmer udtalte sig racistisk eller homofobisk, lykkedes det partiet at vinde ca. 28% af stemmerne ved Europaparlamentsvalget i 2014, hvorved det blev det største britiske parti i Europaparlamentet. Det lykkedes endvidere Ukip at appellere bredere end til utilfredse konservative og har også vundet opbakning blandt talrige tidlige Labour-vælgere. Den store succes skyldes ikke mindst at Ukip har udviklet sig til det førende indvandringskritiske parti i Storbritannien. I efteråret 2014 vandt Ukip to pladser i Underhuset ved suppleringsvalg.

Ved parlamentsvalget den 7.5.2015 lykkedes det ikke for Ukip at omsætte den megen omtale og medvind i meningsmålingerne til pladser i Parlamentet. Pga. det britiske valgsystem vandt partiet vandt blot en enkelt plads i Parlamentet, selvom det havde fået mere end 12% af stemmerne. Nigel Farage, der ikke blev valgt, trådte derefter tilbage som leder, men blev genindsat et par dage senere.