Bedford, engelsk administrationscenter ved floden Ouse 80 km nordvest for London; 87.600 indb. (2011). Bedford er den centrale by for et stort landbrugsområde og har en del metalindustri (pumper, dieselmotorer, landbrugsmaskiner). Specielt fabrikeres vindtunneler til den engelske luftfartsindustri.

Allerede i romersk tid var byen et vigtigt overfartssted og blev i løbet af middelalderen hovedby for det frugtbare Bedfordshire. Her holdt John Bunyan fra 1656 sine prædikener i en stor lade; på den grund ligger nu The Bunyan Meeting House (1850) med museum. Bunyans forkyndelse gav ham et langt fængselsophold i byen, under hvilket han skrev The Pilgrim's Progress (1678).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig