Durham, by i NØ-England 25 km syd for Newcastle-upon-Tyne; 47.800 indb. (2011). Byen er administrativt center for amtet Durham samt for kommunen af samme navn. 1915-95 lå ledelsen af minearbejdernes engang så magtfulde fagforening i Durham, som var hjemsted for en stor, årlig festdemonstration. Byens historie er præget af et meget stærkt bispestyre, og det ansete universitet (oprettet 1832-34) fungerede da også tidligere som præsteskole og regnes for Englands tredjeældste. Nye universitetsbygninger og kollegier findes i den sydlige bydel. Universitetets 8500 studerende og 3800 ansatte (inkl. kollegierne, 1995) sætter deres præg på byen.
Til Durham kommer mange turister, som især besøger den gamle bydel, der ligger afgrænset af stejle skrænter på en halvø, dannet af en slyngning på floden Wear. Slotsborgen (1072), som er ombygget til kollegium, og domkirken dominerer denne bydel, hvor der også findes huse fra 1700-1800-t. samt gamle kollegier.
Durham har været bispesæde siden 995. Den højt og smukt beliggende domkirke er en af de bedst bevarede og mest karakteristiske kirkebygninger i engelsk normannisk (romansk) byggestil. Den blev påbegyndt i 1093 og rummer bl.a. de ældste daterede ribbehvælvinger i Nordeuropa. Det meget kraftige, fæstningsagtige murværk med solide piller og søjler udsmykkes flere steder af typisk normanniske, geometrisk prægede ornamenter. Vesttårnene og det gotiske kor er opført i 1100- og 1200-t., centraltårnet i begyndelsen af 1400-t. Resterne af et benediktinerkloster, grundlagt 1083 i tilslutning til domkirken, rummer bl.a. et bibliotek og domkirkemuseum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.