Liverpool, Englands største havneby på vestkysten ved Merseybugten ud til Det Irske Hav; 465.700 indb. (2011), med forstæder 1,38 mio. (2011). Byen er præget af at have undergået store forandringer, fra økonomisk vækst og velstand under industrialiseringen til efterfølgende økonomisk og social krise med afledte store byfornyelsesprojekter. Industrien omfatter i dag fødevarer, glas, metal samt fabrikation af biler (Land Rover). Der er sæbeindustri, olieraffinaderier (Shell) og kemisk industri, bl.a. på Birkenhead, som har biltunnelforbindelse (4,6 km, 1934) under Merseyside.

Tekstilindustriens krise efter 1920 medførte vanskeligheder for Liverpool, og de traditionelle industri- og havneaktiviteter ramtes efter 2. Verdenskrig af ændrede handelsmønstre, der i højere grad blev rettet mod Europa og Fjernøsten end USA. Byens store havne- og dokanlæg (samlet over 10 km) mistede betydning, og nye containertrafikanlæg opførtes i Bootle længere mod vest. Det fik også betydning for baglandets industrier, og fabrikslukninger medførte et voksende bymæssigt forfald og slumproblem med misligholdte, forladte huse og fabrikker, manglende købekraft og stor arbejdsløshed. Sociale uroligheder i 1981-82 fremskyndede politiske initiativer. Ansvaret for byfornyelsen af havnen og nogle byarealer blev lagt i et centralstyret, halvprivat selskab, Merseyside Development Cooperation; den aktive del af havnen fik frizonestatus, og andre havneområder blev med statsstøtte kraftigt renoveret, især Albert Docks (1841-48), og gamle pakhuse blev omdannet til museer, forretninger og caféer. Andre bevarede bygninger er bl.a. Saint George's Hall (1842-54), Port of Liverpool Building (1906) og Royal Liver Building (1911), udrustet med et urværk, der er større end Big Ben i London.

Liverpool har Englands største anglikanske domkirke (påbegyndt 1904 i nygotisk stil, fuldendt 1978), samt en katolsk domkirke (1962-67). Byen fik universitet i 1903 og har kulturelt markeret sig med sit koncerthus med Royal Liverpool Philharmonic Orchestra og ikke mindst inden for ungdomskulturen, bl.a. som hjemby for rockgruppen The Beatles. Sportsligt har byen stolte fodboldtraditioner med klubberne Liverpool FC og Everton, om end de også forbindes med den berygtede hooliganisme, og inden for hestesport afholdes årlig Grand National Handicap Steeplechase.

Historie

Liverpool fik købstadsrettigheder i 1207 og fungerede i middelalderen som udskibningshavn til Irland. Fra 1700-t. udviklede byen sig til et vigtigt centrum for handel med Afrika, Caribien og de nordamerikanske kolonier. Den blev forbundet med de nye industriområder i Lancashire med kanaler, og i 1830 åbnedes verdens første passagerjernbane mellem Manchester og Liverpool. Tilvæksten i indbyggertallet var stor i 1800-t. (bl.a. pga. stor indvandring fra Irland), fra 82.000 indb. i 1801 til 685.000 i 1901, da byen havde den største havn i Storbritannien efter London. Dens store dokanlæg og pakhusområder betjente en betydelig atlantisk skibsfart, ikke mindst transport af bomuld fra USA til NV-Englands tekstilindustrier. Indbyggertallet toppede i Liverpool i 1931 med 856.000 indb., men den efterfølgende økonomiske tilbagegang for byen betød et dalende indbyggertal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig