Cameron Highlands, højlandsområde på Malaccahalvøen 120 km nord for Kuala Lumpur. Området blev kortlagt af William Cameron i 1885, og i 1926 blev de første teplantager anlagt i det særdeles frugtbare område. Det er især indere, som er beskæftiget i teplantagerne; senere har mange kinesere bosat sig her for at dyrke grøntsager, der eksporteres til Singapore. Det fugtige og kølige klima i 1500-1800 m højde gjorde området til feriested for kolonimagten i British Malaya, og det er siden udviklet til et velorganiseret feriested med hoteller, golfbaner og vandrestier.