Ternate, en af de små øer umiddelbart vest for Halmahera i de nordlige Molukker, Indonesien; 185.700 indb. (2010). Sammen med naboøerne var Ternate tidligere verdens eneste producent af kryddernelliker, som var stærkt efterspurgt af konkurrerende europæiske kolonimagter (se Molukkerne). I perioder var sultanen af Ternate meget indflydelsesrig; hans palads og resterne af befæstninger tiltrækker ligesom sandstrande og koralrev turister. I perioden 1998-2000 var øen præget af voldsomme etniske og religiøse stridigheder.