Vietnam er en socialistisk republik i Sydøstasien, der ledes af Vietnams kommunistiske parti. Viet er en betegnelse for befolkningen og nam betyder syd. Viet nam betyder "Viet-folket der lever i syd" (syd for Kina).
Vietnam var en fransk koloni fra 1887 til 1954, og efter Vietnamkrigen, der sluttede i 1975, var landet blandt de fattigste lande i verden. De seneste 30 år har Vietnam haft en økonomisk vækst på mere end 6% om året og løftet mange millioner af vietnamesere ud af fattigdom. I dag er Vietnam et af de mest dynamiske lande i Sydøstasien og et yndet turistland også for danske turister.
Vietnams hovedstad er Hanoi, og det er her, regeringen og parlamentet holder til. Den største by er Ho Chi Minh City, der er Vietnams økonomiske centrum.
Vietnam har historisk og kulturelt været under stor indflydelse fra Kina, og relationen til naboen er stadig vigtig for Vietnams udvikling. Vietnams kommunistparti har tætte relationer til Kinas kommunistparti, og Kina er Vietnams største samhandelspartner og en af de største investorer. Vietnam fastholder imidlertid en alliancefri udenrigspolitik og plejer gode relationer med USA og mange asiatiske og EU-lande, herunder Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.