La Rioja, provins i det nordvestlige Argentina; 89.680 km2, 333.600 indb. (2010). Regionen var en del af Inkariget, men blev koloniseret af spanierne i 1500-t. Hovedbyen La Rioja (181.000 indb.) blev grundlagt 1591 som centrum for guld- og sølvudvinding; andre mineraler i provinsen er kobber, nikkel og tin. En stor del af de gamle bygninger blev ødelagt ved et jordskælv i 1894. Provinsen lider af vandmangel, men floderne Anzulón og La Rioja er opstemmede og giver mulighed for kunstvandet avl af hvede, druer, oliven, tobak og lucerne.