Bolivia - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Bolivia. Ligsyn over guerillakrigeren Ernesto Che Guevara, som blev dræbt i Bolivia i 1967. Che Guevara mente, at Bolivia skulle være den base, hvorfra revolutionen bredte sig til hele det latinamerikanske kontinent. Men som hvid og som argentiner fandt han ikke støtte blandt den indianske og nationalistiske befolkning i Bolivia. Ensom og astmaplaget blev han fanget og myrdet.

For 10.000 år siden var Bolivia befolket af jægere og rodfrugtsamlende indianere, der senere blev fastboende, tæmmede lamaen og begyndte at dyrke kartofler og quínoa.

De tidligste bevarede ruiner er stensteler i Chiripa fra ca. 1200 f.Kr. og i Mojoskongerigerne fra omkring 500 f.Kr. Fra Titicacasøen til Stillehavet udvikledes en højkultur, Tiahuanaco, med kendskab til metalbrug. Fra den stammer det berømte Calasasayatempel på Acapanahøjen fra omkring 600 e.Kr. med Solporten, der var helliget den fredelige kulturformidler, guden Viracocha, samt Tunca Punco-paladset med de ti døre. Tiahuanaco blev omkring 1200 afløst af flere aymaráriger. De blev ca. 1450 invaderet af Pachacuti Inka (regerede 1438-71); hans efterfølger Topa Inka (1471-93) fortsatte erobringerne, introducerede nye dyrkningsmetoder og overflyttede store grupper af quechuatalende inkakolonister til området. Han grundlagde Collasuyo, en af Inkaimperiets fire regioner.

Kolonitiden

I 1538 erobrede spanierne Gonzalo og Hernando Pizarro Øvre Peru, fra 1559 kaldet Charcas, og grundlagde hovedsædet Chuquisaca. Tvangsarbejdet, på spansk mita, i bl.a. sølvminerne på bjerget Cerro Rico kostede et meget stort antal indianere og sorte slaver livet, bl.a. fordi sølvet blev udvundet med kviksølv, som er giftigt. Potosí, byen ved foden af Cerro Rico, blev grundlagt i 1545 og var i 1650 den nye verdens største og rigeste med ca. 150.000 indbyggere. Efter at Cerro Rico blev lukket pga. utilstrækkelig teknologi, blev Orurominen åbnet i 1607. Bl.a. forholdene i minerne førte til en syv måneder lang indianeropstand i 1781, ledet af Tupac Katari og inspireret af en samtidig opstand i Peru.

Præsidenter (udvalgte)
1825-26 Simón Bolávar
1826-28 Antonio José de Sucre
1829-39 Andrés de Santa CruzCalahumana
1841-47 José Ballivián
1848-55 Isidoro Belzú
1857-61 José Maráa Linares
1861-64 Jozé M. de Achá
1864-71 M. Melgarejo
1876-79 Hilario Daza
1880-84 Narciso Campero
1884-88 Gregorio Pacheco
1888-92 Aniceto Arce
1892-96 Mariano Baptista
1896-99 Severo Fernández Alonso
1899-04 José M. Pando
1904-09 Ismael Montes
1909-13 Eliodoro Villazón
1913-17 Ismael Montes
1917-20 José Gutiérres Guerra
1921-25 Bautista Saavedra
1926-30 Hernando Siles
1931-34 Daniel Salamanca
1936-37 José David Toro
1937-39 Germán Busch Becerra
1940-43 Enrique Peñaranda
1943-46 Gualberto Villarroel
1947-49 Enrique Hertzog
1951-52 Hugo Ballivián
1952-56 Váctor Paz Estenssoro
1956-60 Hernán Siles Suazo
1960-64 Váctor Paz Estenssoro
1964-69 René Barrientos Ortuño ogAlfredo Ovando Candia (skiftende)
1969 Luis Adolfo Siles Salinas
1969-70 Alfredo Ovando Candia
1970-71 Juan José Torres
1971-78 Hugo Bánzer Suárez
1978 Juan Pereda Asbún
1979-80 Lidia Gueiler Tejada
1980-81 Luis Garcáa Meza Tejada
1982-85 Hernán Siles Suazo
1985-89 Victor Paz Estenssoro
1989-93 Jaime Paz Zamora
1993-97 Gonzalo Sánchez de Lozada
1997-2001 Hugo Banzer Suárez
2001-02 Jorge Quiroga Ramírez
2002-03 Gonzalo Sánchez de Lozada
2003-05 Carlos Mesa Gisbert
2005-06 Eduardo Rodríguez
2006 Evo Morales 

Universitetet i Chuquisaca var centrum for det første uafhængighedsforsøg i 1808, da professorerne satte sig i spidsen for byens oprør. Det blev senere knust af den spanske hær, men det blev begyndelsen til hele Sydamerikas løsrivelsesproces. Landet blev erklæret uafhængigt efter Tamaslaslaget i 1825 takket være Simón Bolívars og José de Sucres indsats. Uafhængigheden blev stadfæstet ved en kongres i Chuquisaca i 1825, hvorpå landet fik navnet Bolivia som hyldest til befrieren Bolívar. Som en æresbevisning blev han udnævnt til præsident på livstid, men blev kun ved magten i seks måneder, hvori han udarbejdede Bolivias første grundlov og solgte Cerro Rico til England for at indløse krigsgælden. Sucre blev derpå den første valgte præsident.

Krige og borgerkrige

Forsøgene på at etablere en nationalstat og et velfungerende politisk og økonomisk system i Bolivia mislykkedes, og i stedet kom det til en lang række borgerkrige, statskup og konflikter inden for militæret og blandt godsejerne. Magtkampene mellem regionale hærledere, caudilloer, gjorde landet svagt og sårbart over for nabolandene og blev til strukturelle træk i landets udvikling. Denne svækkelse kan forklare Bolivias nederlag til Chile ved to lejligheder. Den første var i 1836, da Andrés de Santa Cruz dannede Den Peruviansk-bolivianske Konføderation, der blev afvist af nabolandene Argentina, Chile, Brasilien og Ecuador. Santa Cruz' plan om fra Callao at beherske Stillehavskysten udløste i 1836 en krig med Chile, som endte med Chiles sejr og konføderationens opløsning i 1839. Den anden blev Salpeterkrigen 1879-83, hvori Bolivia igen gik sammen med Peru imod Chile. De allierede tabte salpeterforekomsterne i området; Bolivia tabte Antofagastaprovinsen, adgangen til havet og Perú Atacama-provinsen.

I perioden 1884-1920 oplevede Bolivia en større politisk stabilitet og økonomisk vækst pga. genoptagelsen af sølv- og tinproduktionen, kautsjuk-boom, krigskompensationer fra Chile og salget af Acreterritoriet til Brasilien efter en kort krig i 1903. Vigtigst blev imidlertid tinudvinding og eksport, som boomede fra 1890'erne, ikke mindst pga. tin-konservesdåsens fremgang verden rundt. Et nyt oligarki, der var langt mere internationalt orienteret og finansieret end sølvmineejerne, kom til at sidde på republikkens magtapparat og gennemførte en modernisering, der omfattede opførelsen af jernbaner, udbygning af infrastruktur samt udflytning til tyndtbefolkede egne.

Den liberale revolution i 1898 med José Manuel Pando (1848-1917) i spidsen afløste det konservative styre, bl.a. med indianernes hjælp. Pando havde inden sejren lovet at afskaffe livegenskabet, pongeaje, og tilbagegive de indianske fællesskaber deres jord, men da han blev præsident, erklærede han, at indianerne var undermennesker, og lod mange skyde efter en opstand.

Fra 1920'erne til revolutionen i 1952 blev landet igen ramt af politiske omvæltninger, hvorunder militæret var hovedaktør i en alliance med oligarkiet, mens en voksende middel- og arbejderklasse begyndte at mobilisere sig og stille krav om politisk indflydelse og bedre levevilkår. Den politiske ustabilitet og den sociale uro blev forstærket af den verdensomspændende økonomiske krise i 1930 og Chacokrigen 1932-35 mod Paraguay, hvorunder omkring 100.000 bolivianere mistede livet. Gennem de fire krige med naboerne i perioden 1836 til 1935 tabte Bolivia halvdelen af sit oprindelige territorium.

Reformer og statskup

Arbejderklassen organiserede sig fagligt i det bolivianske LO, COB, hvis troskistisk orienterede ledelse havde baggrund som tinminearbejdere. På denne politiske baggrund blev Den Nationale Revolutionære Bevægelse, MNR, dannet under ledelse af Víctor Paz Estenssoro, der vandt præsidentvalget 1951. Oligarkiet, La rosca, og militæret nægtede at anerkende MNRs sejr og gav magten til en militærjunta. En folkeopstand udviklede sig i april 1952 nærmest til en revolution, som tvang militæret ud og satte Paz Estenssoro i spidsen for en regering med COBs støtte, der gennemførte dybtgående reformer: Tinminerne blev nationaliseret og administreret under arbejdernes kontrol; jordreformer blev iværksat, mens bevæbnede bønder besatte de store haciendaer. Militæret blev afløst af folkemilitser, indianerne fik borgerlige rettigheder, og ulønnet arbejde og andre førkapitalistiske arbejdsforhold blev afskaffet. MNR-regeringerne forsøgte at fremme industrien; det mislykkedes, bl.a. efter det drastiske prisfald på tin midt i 1950'erne og pga. den statslige minedrifts dårlige administration.

Bolivias historie kendetegnes fra 1952 af voksende økonomiske vanskeligheder, sociale konflikter og politisk ustabilitet. På denne baggrund havde militæret i 1964 igen kunnet tage magten ved et statskup og spille sin traditionelle rolle som oligarkiets forlængede arm og den udenlandske kapitals beskytter. I 1967 indledtes en guerillakrig af den legendariske Che Guevara, som blev dræbt samme år. General Hugo Bánzer Suárez tog i 1971 magten ved et nyt militærkup. Bánzer Suárez beholdt magten frem til 1978. Hans styre undertrykte alle politiske og faglige organisationer, men den politiske ustabilitet fortsatte. Det kom til flere statskup indtil 1982, da der blev holdt præsidentvalg, og en demokratiseringsproces blev påbegyndt. Veteranen Victor Paz Estenssoro blev præsident 1985-89 og reddede Bolivia fra den økonomiske afgrund ved at indføre en markedsorienteret økonomi med omfattende lønstop og strejkeforbud. Han begrænsede overtrædelser af menneskerettighederne og bekæmpede kokainproduktionen med militær bistand fraUSA. Hans efterfølger, Jaime Paz Zamora, var præsident 1989-93 og fortsatte hans moderniserings- og markedsorienterede politik og samarbejdet med USA. Ved præsidentvalget i 1993 blev Gonzalo Sánchez de Lozada (f. 1930) fra MNR valgt.

Under præsident Sánchez de Lozadas regeringsperiode 1993-97 fortsatte liberaliseringen, staten solgte ud af sine selskaber og reformer indførtes. Samtidig gennemførtes en decentralisering, der betød bloktilskud til 314 nydannede kommuner og en reel folkelig deltagelse i beslutningerne. En skolereform gjorde undervisning på indianske sprog obligatorisk. Den tidligere diktator Bánzer Suárez generobrede magten 1997 og gennemførte et større spareprogram og en massiv kampagne mod kokaproduktion. På fire år lykkedes det med støtte fra hæren at få nedbragt kokadyrkningen med 90%. Bánzer Suárez trådte tilbage i august 2001 pga. sygdom og blev erstattet af sin vicepræsident, Jorge Fernando Quiroga Ramírez (f. 1960). Ved valget i 2002 genvandt Sánchez de Lozada præsidentposten.

Utilfredsheden med Sánchez de Lozadas styre kulminerede i blodige protester i 2003, hvorunder mere end 100 mistede livet. Sánchez de Lozada måtte træde tilbage, og han blev efterfulgt af Carlos Mesa. Fortsat uro om bl.a. eksport af boliviansk naturgas førte i 2005 til, at også Mesa trådte tilbage under indtryk af folkelige protester. Senere samme år vandt Evo Morales præsidentvalget og blev dermed republikkens første indianske leder. Den venstreorienterede og USA-kritiske Morales havde inden da fremstået som leder af de indianske kokabønder, og han blev valgt på løfter om jordreformer, og om at landets naturresurser skal komme befolkningen til gode. I 2006 underlagde han således energisektoren statslig kontrol, hvilket udløste internationale protester. Det lykkedes ham desuden at få parlamentets godkendelse af jordreformer, som sigter imod omfordeling af op mod 20% af jorden i Bolivia til fordel for de fattigste.

Læs mere om Bolivia.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Bolivia. Ligsyn over guerillakrigeren Ernesto Che Guevara, som blev dræbt i Bolivia i 1967. Che Guevara mente, at Bolivia skulle være den base, hvorfra revolutionen bredte sig til hele det latinamerikanske kontinent. Men som hvid og som argentiner fandt han ikke støtte blandt den indianske og nationalistiske befolkning i Bolivia. Ensom og astmaplaget blev han fanget og myrdet.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
12/01/2011
Oprindelige forfattere
MCC-B
29/01/2009
Sebro
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki