Brasilien

Brasiliens historie regnes fra den europæiske opdagelse i 1500. Se også Sydamerika – historie.

I 1500 tog portugiseren Pedro Álvares Cabral området, som blev til Brasilien, i besiddelse for Portugals konge. På det tidspunkt levede der 1,5 mio. mennesker i området, men slaveri og sygdomme decimerede den oprindelige befolkning.

Kolonitiden var karakteriseret af "økonomiske cyklusser", hver domineret af få eksportprodukter. Første cyklus var baseret på brasiltræ, og herefter blev sukker den vigtigste eksportvare suppleret af tobak og bomuld. Det blev afgørende for den økonomiske og sociale struktur, som domineredes af slavebaseret plantagedrift. 1532-1850 indførtes ca. 3,5 millioner slavegjorte fra Afrika. Den tredje cyklus var primært baseret på udvinding af guld, som blev fundet i 1693.

Frankrigs invasion af Portugal i 1807 medførte, at det portugisiske hof evakueredes til Rio de Janeiro, som dermed blev regeringssæde, indtil den portugisiske konge kaldtes hjem i 1820. En konflikt om Brasiliens status førte til, at Brasiliens regent (og portugisiske kronprins) Pedro erklærede Brasilien uafhængigt 7. september 1822.

Pedro blev udråbt til kejser Pedro 1 for landet med nu 5 mio. indbyggere, hvoraf en tredjedel var slaver. Pedro 1. abdicerede i 1831, og efterfulgtes af sin søn, Pedro 2.. Der fulgte en periode med politisk stabilitet og økonomisk fremgang. De økonomisk-sociale strukturer bibeholdtes, men efterhånden med kaffe som dominerende eksportprodukt. Slaveriet ophævedes 1888, hvilket muliggjorde større europæisk indvandring.

Et militærkup gjorde i 1889 en ende på kejserdømmet. Brasilien blev en forbundsrepublik med præsidentstyre, og de økonomiske eliter fra delstaterne São Paulo og Minas Gerais kontrollerede brasiliansk politik indtil 1930. Kaffe stod for halvdelen af eksportindtægterne, men overskudsproduktion og børskrakket i 1929 gav kaffeøkonomien dødsstødet.

Getúlio Vargas kom til magten efter en revolution i 1930, og han udøvede 1937-1945 et diktatur kendt som Estado Novo (Ny Stat). Brasilien deltog dog på allieret side i 2. Verdenskrig. Vargas blev igen valgt som præsident i 1950 men begik selvmord i 1954, da militæret krævede hans afgang.

Vargas startede en moderniseringsproces, som opbyggede en lokal basisindustri. Præsident Juscelino Kubitschek fortsatte industrialiseringspolitikken og opførte hovedstaden Brasília. Jânio Quadros, der stillede op for at bryde Vargaslinjen, blev valgt til præsident i 1961. Han trådte tilbage efter syv måneder og efterfulgtes af João Goulart, som stod for en venstrepopulistisk linje. De økonomiske og politiske forhold forværredes, og militæret tog magten ved et kup i 1964.

Militærdiktaturet lagde sig udenrigspolitisk tæt op ad USA, som havde støttet kuppet. Indenrigspolitisk lavede styret et radikalt systemskifte med censur, dødsstraf for visse politiske forbrydelser, kun to tilladte partier, indirekte valg til alle vigtige poster mv.

Diktaturet satte dog også fart i økonomien. Industriproduktionen voksede, infrastruktur og energiproduktion blev udbygget, urbaniseringen øgedes, en middelklasse voksede frem, og 1968-1974 steg bruttonationalproduktet med ca. 10 % årlig. Ejendom og indkomst blev dog yderligere koncentreret, og væksten var finansieret af udenlandske lån. Militærregeringerne evnede ikke at løse stigende økonomiske og sociale problemer og gennemførte en gradvis demokratisering fra 1978.

Militærstyret led nederlag ved det indirekte præsidentvalg i 1985, og José Sarney blev første civile præsident siden 1964. En grundlovgivende forsamling vedtog en demokratisk forfatning i 1988, og Fernando Collor de Mello tiltrådte i 1990 som den første folkevalgte præsident i 30 år.

• Læs mere om Brasiliens historie.

Brasilien er kun lidt mindre end Europa, og der er store forskelle i landskab og klima fra den tropiske regnskov omkring Amazonas over de halvtørre savanner på Den Brasilianske Højslette til de subtropiske græsstepper mod syd.

I mange millioner år har der været ro i jordskorpen, og landet er derfor domineret af nederoderede bjerge og aflejringsområderne i de lavtliggende flodbækkener omkring Amazonas, La Plata-systemet og São Francisco.

Den naturmæssige variation har sammen med den koloniale baggrund medført store regionale forskelle, økonomisk og kulturelt. Naturgeografisk opdeles landet i fem store regioner: Amazonia, Nordeste, Sydøstbrasilien, Sydbrasilien og Midtvesten.

Amazonia omfatter de delstater, som afvandes af Amazonas med bifloder. Det er Acre, Amazonas, Rondônia, Roraima, Amapá og Pará. Størstedelen af regionen er dækket af tropisk regnskov og er meget tyndt befolket og fattig. De fleste indbyggere lever af selvforsyningslandbrug eller er knyttet til udvindingen af skovens produkter: gummi, paranødder, tømmer m.m. Gummiindsamlingen er endnu i vidt omfang baseret på gældsslaveri.

Siden 1960'erne er der iværksat store udviklingsprojekter i Amazonia. Veje anlægges ind gennem regionen, og skoven ryddes til fordel for minedriftsprojekter, kvægfarme og landbrug. Finansielle problemer og pres fra udlandet har ført til en neddæmpning af den brasilianske stats koloniseringsprojekter i Amazonia.

Nordeste omfatter delstaterne Maranhão, Ceará, Piauí, Rio Grande do Norte, Paraíba, Pernambuco, Alagoas, Sergipe og Bahia. Regionen er overvejende tropisk savanne og skov. Portugiserne ryddede skoven langs nordøstkysten i 1600-tallet og anlagde store sukkerplantager; sukkerøkonomien dominerer fortsat området.

Den halvtørre højslette (sertão) blev udstykket i store godser med ekstensivt kvægbrug. De feudale produktionsforhold eksisterer fortsat i Nordestes lavproduktive landbrugssektor, og området er Brasiliens fattigste.

Sydøstbrasilien med delstaterne Minas Gerais, Espirito Santo, São Paulo og Rio de Janeiro er Brasiliens rigeste region. Fund af guld, diamanter, jern og mangan gjorde fra begyndelsen af 1700-tallet regionen til Brasiliens økonomiske og politiske centrum.

Med etableringen af kaffeplantager i anden halvdel af 1800-tallet samledes store rigdomme i regionen. Her dannedes grundlaget for den industrialisering, som har ført Brasilien frem til det nuværende stade. Ikke mindre end 60 procent af den brasilianske industriproduktion er koncentreret på et mindre område i og omkring storbyerne Rio de Janeiro og São Paulo.

Modernisering af regionens landbrug har gjort den til landets vigtigste producent af landbrugsvarer, herunder kaffe, soja, appelsiner og sukker. Regionens dynamik har i vid udstrækning ført til, at udviklingen i andre regioner underlægges udviklingen i Sydøstbrasilien. Den økonomiske udvikling her tiltrækker indvandrere fra det øvrige land.

Regionen omfatter 11 procent af Brasiliens areal, men her bor op mod halvdelen af befolkningen, og omkring ²/₃ af indkomsterne tjenes her. Den regionale ulighed er selvforstærkende: Sydøstbrasilien bliver rigere og Nordbrasilien fattigere.

Sydbrasilien omfatter delstaterne Paraná, Santa Catarina og Rio Grande do Sul. Her er der subtropisk klima, køligere end i det øvrige land. Oprindelig var området dækket af græssteppe (en fortsættelse af den argentinske pampas) og nåleskove.

De europæiske indvandrere etablerede landbrug her, som forsynede Sydøstbrasiliens minesektor med fødevarer og arbejdsdyr. Landbrugets modernisering har bredt sig til denne region, og den er Brasiliens næstvigtigste landbrugsområde.

Midtvesten omfatter delstaterne på Den Centralbrasilianske Højslette: Mato Grosso do Sul, Mato Grosso, Goiás, Tocantins og hovedstaden Brasilia, der har status som føderalt distrikt. Langt op i 1900-tallet var denne tyndtbefolkede region uden væsentlig økonomisk betydning. Siden 1960'erne er der anlagt veje, som har åbnet for en intens kolonisering med oprettelsen af store kvægfarme og moderne landbrug i det savanneagtige landskab.

Koloniseringen af Amazonia og Midtvesten medfører en fortsat administrativ opdeling af Brasilien med nye delstater og kommuner. Seks af de 26 delstater er blevet oprettet siden 1960, og 1960-1990 blev antallet af kommuner næsten fordoblet (til 4491).

Brasiliens økonomi, er, målt på BNP, på kanten til at være blandt de ti største i verden. Servicesektoren udgør langt den største del af økonomien, mens en tredjedel af BNP er knyttet til de vareproducerende erhverv. Landet er en vigtig eksportør af råvarer, og er således i værdi den tredjestørste eksportør af landbrugsprodukter i verden. Andre vigtige eksportartikler er jernmalm samt olie og brændstoffer.

Fra 1930'erne var et erklæret mål for skiftende regeringer, at landet skulle industrialiseres. Udenlandske selskaber blev tiltrukket med store statslige investeringer, gunstige investeringsvilkår og importafgifter til beskyttelse af hjemmeindustrien. Fra 1950’erne var det et vigtigt led i udviklingsstrategien at styrke sammenhængen i det store land.

Efter stagnation i den politisk urolige første halvdel af 1960'erne oplevede Brasilien fra slutningen af 1960'erne til den første oliekrise (1973) sit økonomiske mirakel med høj vækst og faldende inflation. Den første oliekrise betød dog et økonomisk tilbageslag.

En stor del af olieforsyningen var baseret på import, og efter energikrisen i 1973 iværksattes store energiprogrammer for at mindske olieafhængigheden. De største muligheder lå i vandkraft, som nu bidrager med omkring 65 procent af landets elproduktion, mens yderligere cirka 25 procent stammer fra andre grønne energikilder (2023). Olieefterforskning blev også intensiveret, og Brasilien er nu blandt verdens 10 største producenter af råolie.

Landet gennemlevede et kortvarigt opsving som følge af et offentligt lånefinansieret investeringsprogram i 1970erne, men det resulterede derpå i stor økonomisk ubalance. Inflation og udlandsgæld steg drastisk, og den anden oliekrise (1979) forværrede situationen.

Et reformprogram forbedrede kortsigtet den økonomiske situation, men i 1986 steg inflationen igen voldsomt. Regeringen vedtog et antiinflationært program, men det lykkedes ikke at dæmpe inflationen, hvilket forværrede konkurrenceevnen, og øgede gældsproblemerne. I 1987 indstillede landet rentebetalingerne på gælden til de private banker.

For at opnå yderligere støtte udarbejdede regeringen sammen med IMF et stabiliseringsprogram. I første omgang lykkedes det dog ikke at nedbringe inflationen, som i 1993 oversteg 2000 %, og endnu et inflationsbekæmpelsesprogram blev vedtaget samme år. Pengeudstedelsen blev året efter bundet til landets valutareserve målt i dollars, og der blev indført en ny møntenhed, real. Fra 1995 aftog inflationen, som nåede ned på 3 % i 1998.

Den stigende udlandsgæld og den økonomiske modernisering havde været med til at fremme en omlægning af landbruget fra produktion af egne fødevarer til eksportafgrøder for at skaffe valuta til afbetaling på gælden. Et andet eksempel på omlægning er det såkaldte alkoholprogram, som begyndte i midten af 1970'erne. For at nedsætte forbruget af olieprodukter blev der udviklet motorer, drevet af alkoholbrændstof. Bilindustrien gik med til at ændre personbilerne, og staten støttede sukkerproduktion til fremstilling af alkohol.

I 1990’erne solgte staten ud af sine aktieposter i private selskaber, og nye skatteregler førte til en massiv kapitaltilstrømning fra udlandet. Regeringen Cardoso (1995-2002) fortsatte den af Den Internationale Valutafond (IMF) anbefalede stramme finanspolitik, hvilket kan have medvirket til Lula da Silvas valgsejr i 2002.

Under Lulas to første præsidentperioder (2003-2011) blev der gennemført en række sociale programmer, som bidrog til at reducere den sociale ulighed. Samtidig fortsatte regeringen generelt IMF-kursen og tilstræbte økonomisk stabilitet, herunder inflationskontrol og reduktion af udlandsgælden. Dette var muligt, da Brasiliens økonomi nød godt af høje råvarepriser på de internationale markeder i store dele af perioden frem til 2014.

Faldende råvarepriser ramte imidlertid den brasilianske økonomi hårdt i 2014. Det førte til en ny økonomisk krise, som blev forlænget af de økonomiske konsekvenser af den globale Covid 19-pandemi i årene 2020-2022.

På trods af den kraftige industrielle udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede og den efterfølgende overgang til en serviceøkonomi spiller landbrug og minedrift fortsat en vigtig rolle i den brasilianske økonomi.

Landbruget har traditionelt været delt mellem eksportorienterede plantager i kystområderne, store lavproduktive storgodser i indlandet, latifundier, og et stort antal husmandssteder, minifundier.Der er meget store forskelle mellem landbruget i nord og syd. I de sydlige delstater er landbruget siden 1970'erne blevet moderniseret, mens det kun i mindre omfang er tilfældet i de nordlige egne.

Brasilien er i dag verdens tredjestørste eksportør af landbrugsprodukter målt efter værdi, og eksporten af landbrugsprodukter står for cirka halvdelen af værdien af den samlede eksport. Det er især soja, kaffe, sukker, bomuld, majs og kød som sælges på de internationale markeder.

Brasilien har desuden en betydelig minedrift. Jernmalmfeltet ved Carajás er blandt de største i verden, og brasilien er verdens største producent af jernmalm. Landets stålproduktion er også betydelig. Endvidere er der store forekomster af andre mineraler.

Flere steder giver minedrift anledning til konflikter med den oprindelige befolkning. Det gælder ikke mindst guldgravning, hvor der kan opstå guldfeberinvasioner, når tusinder af forarmede lykkejægere strømmer til guldfund i Amazonasregnskoven.

Selvom Brasilien gennemgik en omfattende industriudvikling i det 20. århundrede, er den dog ikke en entydig succeshistorie. Væksten er i mange tilfælde sket uden stor hensyntagen til miljø og naturbevarelse, og tilbagevendende økonomiske og politiske kriser antyder, at der er indbyggede svagheder i udviklingsmodellen.

Men der har også været en positive udvikling i økonomien i de senere årtier. Udlandsgælden, som tidligere var blandt verdens største, er ikke længere et strukturelt problem, og selvom uligheden fortsat er høj i sammenligning med andre lande i regionen, har tendensen været en faldende ulighed siden årtusindeskiftet.

Alt i alt lider den brasilianske økonomi dog fortsat under en række strukturelle problemer. Det omfatter en stor social ulighed samt store regionale økonomiske forskelle mellem på den ene side den økonomisk udviklede sydlige og sydøstlige del af landet, og på den anden side den fattigere nordlige og nordøstlige del af landet.

Brasiliens vigtigste handelspartnere er Kina, USA, EU og Argentina. I 1991 underskrev Brasilien sammen med Argentina, Paraguay og Uruguay en aftale om dannelse af et fællesmarked (MERCOSUR) fra 1.1.1995. Disse lande deltager sammen med ni andre latinamerikanske lande i det løsere samarbejde Latin American Integration Association (LAIA).

I 2022 var Danmarks eksport til Brasilien på 28,4 milliarder kr., mens importen udgjorde 10,2 milliarder kr.

• Læs mere om Brasiliens økonomi

Brasiliens befolkning var i 2022 på 203 millioner. Brasiliens befolkning har portugisisk som modersmål bortset fra enkelte indvandrergrupper og dele af den oprindelige befolkning, som taler bl.a. ge, arawak og tupi-guarani

Brasilien er en multietnisk nation, og ved folketælling i 2022 var fordelingen som følger: Blandet etnicitet: 92,0 millioner; hvide: 88,3 millioner; afrobrasilianere: 20,7 millioner, oprindelig befolkning 1,2 millioner, asiater: 0,9 millioner.

Det er en udbredt forestilling, at der ikke foregår etnisk diskriminering, og der er mange blandede ægteskaber. På trods af dette afspejler det moderne samfund i et vist omfang fortsat kolonitiden, hvor der var skarp opdeling mellem de hvide koloniherrer, de slavegjorte, og landets oprindelige indbyggere.

Brasiliens oprindelige befolkning har været tæt på at blive udryddet som følge af folkedrab og sygdomme. Siden 1980erne er den oprindelige befolkning dog vokset igen, hvilket er første gang siden den europæiske invasion af kontinentet, og flere oprindelige samfund har i de sidste år fået anerkendt deres jordrettigheder. Der er dog fortsat – til tider blodige – konflikter mellem den oprindelige befolkning og folk og virksomheder, som forsøger at udnytte den oprindelige befolknings jordområder til illegal skovhugst og minedrift.

Brasiliens tættest befolkede egne er områderne langs kysten, og her finder man landets to største byer (São Paulo ca. 23 millioner og Rio de Janeiro ca. 11,7 millioner (2022)). Landet har i de senere årtier opnået en høj urbaniseringsgrad. I 1940 levede 31 procent i byerne; i 2022 var det 84 procent.

Befolkningstilvæksten er faldet kraftigt siden midten af 1980'erne, og de brasilianske kvinder får nu i gennemsnit kun 1,87 børn (2010). Hvis den lave fertilitetsrate fortsætter, forudses det, at den brasilianske befolkning når sit højeste antal omkring år 2035.

• Læs mere om Brasilien – befolkning
• Læse mere om Brasilien – sprog

Flagets komposition stammer fra 1822 og dets aktuelle udformning fra 1889. Den grønne farve symboliserer landets regnskove ... Læs mere om Brasiliens nationalflag.

I de højtliggende områder mod nord forekommer tropisk savanne, campos, med græsser og lave træer; en vegetationstype ... Læs mere om planteliv i Brasilien.

I Brasilien findes over 1500 fuglearter, bl.a. arapapegøjer, tukaner og kolibrier; langt de fleste lever i Amazonasområdet ... Læs mere om Brasiliens dyreliv.

Mere end 85% af befolkningen tilhører den romerskkatolske kirke; Brasilien udgør herved det største katolske samfund i verden ... Læs mere religion i Brasilien.

Forbundsrepublikken Brasilien har oplevet en række forfatningsændringer i 1900-tallet. Den seneste større ændring blev iværksat ... Læs mere om Brasiliens forfatning.

Kløften mellem de velstående og et voksende antal mennesker, som lever på eller under sultegrænsen (i 1994 32 mio.), udvides til stadighed ... Læs mere om de sociale forhold i Brasilien.

Landet rummer store forskelle i befolkningens sundhedstilstand, som er dårligst i Nordbrasilien og i landdistrikterne ... Læs mere om Brasiliens sundhedsforhold.

Brasiliansk ret var tidligere praktisk taget identisk med portugisisk ret, og det deraf følgende stærke præg af romerret er bevaret ... Læs mere om Brasiliens retssystem.

Det brasilianske skolesystem består af en førskole med omtrent lige mange statslige, kommunale og private institutioner ... Læs mere om uddannelse i Brasilien.

Brasiliens første avis blev grundlagt i 1808, men først i slutningen af 1800-tallet begyndte der at udkomme aviser af betydning ... Læs mere om massemedier i Brasilien.

Kunstfærdigt udsmykket keramik, øksehoveder, pilespidser samt amuletter og gudebilleder er de få spor, Brasiliens førkoloniale indianske befolkning har efterladt ... Læs mere om billedkunst og arkitektur i Brasilien.

Brasiliens litteratur — eller snarere litteraturen om Brasilien — tog sin begyndelse den 1. maj 1500 med Pêro Vaz de Caminhas brev ... Læs mere om litteratur i Brasilien.

Brasilien mødes tre kontinenters musiktraditioner: den oprindelige indianske, den hovedsagelig central- og vestafrikanske og den europæisk-portugisiske ... Læs mere om musik i Brasilien.

Brasiliansk film havde allerede i 1930'erne verdensformat takket være eksperimenterende instruktører som Humberto Mauro (1897-1983) og hans film Ganga Bruta ... Læs mere om brasiliansk film.

Fodbold er Brasiliens nationalsport. Spillet kom til landet omkring 1894 og vandt hurtigt indpas i de velhavendes kricketklubber og i kirkens skoler ... Læs mere om sport i Brasilien.