Corumbá, grænseby i Brasilien ved Rio Paraguai, der skiller Brasilien og Bolivia; 107.300 indb. (2013). Byen ligger tæt ved de vidtstrakte sumpområder Pantanal og er knudepunkt i den regionale grænsehandel med omfattende smugleri. I Morro do Urucum lidt syd for byen findes en af verdens største manganforekomster. Byen blev anlagt af portugiserne i 1772 som forpost over for de spanske besiddelser i det tyndtbefolkede savanne- og sumpområde.