Manaus, hovedstad i delstaten Amazonas i Brasilien; 1,98 mio. indb. (2013). Byen har traditionelt været den vigtigste handelsby i den vestlige Amazonregion med en økonomi baseret på handelen med gummi, paranødder, skind, tømmer m.m. Indtil 1970'erne førte Manaus dog en noget hensygnende tilværelse pga. lave priser på regnskovens produkter. I 1967 etableredes en frizone med gunstige investeringsvilkår for industriforetagender. Frizonen tiltrak især udenlandske selskaber inden for bl.a. elektronik, der slap for Brasiliens høje importafgifter ved at etablere samlevirksomheder her. Siden 1986 har LEGO produceret legetøj i Manaus. Med frizonen har byen oplevet en stærk økonomisk vækst, og indbyggertallet er tredoblet. Tidligere var flodtrafikken på Amazonas helt dominerende med havnen, som kan modtage store Atlanterhavsskibe her ca. 1500 km fra havet, men siden 1975 har det transamazoniske vejnet skabt landforbindelse til det øvrige Brasilien. Manaus har international lufthavn og et berømt operahus fra 1896.

Manaus, der blev grundlagt 1671 som portugisisk militært støttepunkt, fik sit nuværende navn i 1838, blev 1848 ophøjet til by og i 1852 til provinshovedstad. Udvindingen af rågummi gav 1880-1910 et økonomisk boom, hvorunder flodhavnen og mange prestigebyggerier blev opført; indtægterne gjorde Manaus til en af Sydamerikas rigeste byer, og den fik kontinentets første sporvejsnet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig