Rio de Janeiro

Rio er Brasiliens næststørste by efter São Paulo, og økonomisk set er den også Brasiliens næstvigtigste by. Den er et stærkt industricenter med en varieret industriel produktion og moderne servicevirksomheder. Den er desuden et betydningsfuldt finanscenter og havneby for en stor del af Brasiliens eksport.

Byen er Brasiliens vigtigste turistcenter og tiltrækker årlig millioner af turister fra hele verden. Den er kendt som karnevalets og bossa novaens hovedstad, for sandstrandene i kvartererne Copacabana og Ipanema og fodboldstadionet Maracanã, som er et af verdens største.

Rio blev anlagt på en smal strimmel kystland, omgivet af høje, tætbevoksede granitbjerge, udløbere af bjergkæden Serra do Mar, som gennemskærer byen flere steder. Et af disse bjerge er byens vartegn, Pão de Açúcar (Sukkertoppen), som ligger ved indsejlingen til Guanabarabugten.

Byen ligger lige nord for den sydlige vendekreds og har et meget varmt og fugtigt klima, som dog mildnes af skiftende pålands- og fralandsvinde.

Rios traditionelle centrum er flere gange blevet gennemgribende moderniseret, og kun få bygninger fra den koloniale fortid står tilbage. Centrum er præget af moderne skyskrabere og tætbebyggede forretningskvarterer.

Det stærkt kuperede terræn begrænsede tidligere byens vækst. Efter år 1900 og efter 2. Verdenskrig blev der bygget tunneler gennem granitbjergene, som åbnede byen mod syd. Her ligger nu store beboelses- og forretningskvarterer langs de berømte strande Copacabana, Ipanema og Leblon. Byen har også udvidet sig mod nord langs Guanabarabugten og er endvidere forbundet med byen Niteroi via en bro over bugten.

Efter 1970 har Rio bredt sig yderligere med forstæder i ringe omkring byen. Byens vækst er dog ebbet ud efter årtusindeskiftet, og byen tabte indbyggere mellem folketællingerne i 2010 og 2022.

Rio har også vidtstrakte slumbeboelser, favelaer, med flere hundrede tusinde indbyggere. De er bygget i sumpområder og op ad stejle bjergsider; mange steder ligger mondæne kvarterer klos op ad favelaer. Generelt stiger fattigdommen, jo længere man kommer væk fra centrum. En undtagelse er Barra da Tijuca mod syd, som er en foretrukken forstad for velhavere.

Selv om Brasília har været Brasiliens hovedstad siden 1960, er Rio fortsat hjemsted for nogle af landets vigtigste kulturelle institutioner som Videnskabernes Akademi og Nationalbiblioteket. Byen er også vært for verdens mest berømte karneval, ligesom sommerolympiaden blev afholdt i Rio i 2016.

I begyndelsen af 1500-tallet var området beboet af tupitalende medlemmer af Brasiliens oprindelige befolkning. Nytårsdag 1502 besøgte portugiserne som de første europæere egnen ved det senere Rio de Janeiro, og året efter anlagdes en handelsplads.

Franske erobringsforsøg blev afvist, og i 1565 blev der grundlagdt en egentlig by. Økonomien hvilede især på dyrkning af sukkerrør og transithandel med baglandet, hvor der omkring år 1700 blev fundet guld. Det var baggrunden for, at sædet for den portugisiske vicekonge over Brasilien i 1763 blev flyttet fra Salvador til Rio de Janeiro. I slutningen af 1700-tallet kom kaffedyrkningen til Rio de Janeiro, hvorfra den bredte sig østpå mod São Paulo.

Det blev afgørende for byens videre udvikling, at den portugisiske kongefamilie i 1808 flygtede fra den franske besættelse af Portugal og slog sig ned i byen. Rio blev dermed centrum for hele det portugisiske rige frem til 1821.

Byen beholdt status af hovedstad både efter Brasiliens uafhængighed i 1822 og efter indførelsen af republikken i 1889. Det ændrede sig i 1960, hvor den nyanlagte by Brasília i det indre af landet blev Brasiliens nye hovedstad.

En stor del af kolonitidens bygningsværker blev revet ned i løbet af 1900-tallet. Blandt de få tilbageblevne bygninger fra tiden er klosterkirken São Bento (grundlagt 1693), franciskaner-klosteret Santo Antônio (1600-tallet) foruden kirkerne Nossa Senhora da Glória (1771) og Nossa Senhora da Candelária (grundlagt 1775).

Modernismen brød igennem i Brasilien omkring 1930 under stærk indflydelse af Le Corbusier; stiltrækkene afspejles i ministeriet for uddannelse og sundhedsvæsen, i dag Palácio da Cultura, opført 1942 under ledelse af Lúcio Costa, der forenede lokal og international byggeskik; det blev forløber for flere hundrede bybebyggelser. Blandt senere bemærkelsesværdige bygninger er uddannelsesinstitutionen Pedregulho (1952) og Museu de Arte Moderna (1958).

• Rio de Janeiro (delstat)
• Salvador
• Brasília
• Brasilien
• Brasiliens historie
• São Paulo