Nassau, hovedstaden i Bahamas; 248.900 indb. (2010). Byen ligger på nordkysten af øen New Providence og rummer næsten to tredjedele af landets indbyggere.

Nassau er et af verdens vigtigste centre for offshore banking; der er i hundredvis af banker, forsikringsselskaber og anden finansservice foruden store rederier; ca. 5% af verdens handelsflåde har formelt hjemsted i Nassau. Aktiviteterne har baggrund i Bahamas' liberale erhvervslovgivning. Se også bekvemmelighedsflag.

Med sin placering mindre end 300 km fra Floridas kyst er Nassau også et travlt turistcentrum med stort besøg af bl.a. krydstogtturister. Den lille ø Paradise Island (tidl. Hog Island) nord for byen er nu helt indrettet til spillekasinoer, og med to broer derud er øen efterhånden blevet en del af Nassau.

I selve byen dominerer det gamle hotel British Colonial ikke kun hovedstrøget Bay Street, men hele den lave, hvide og lyserøde koloniale bebyggelse, idet der er forbud mod bygning af højhuse.

Byen blev grdl. i 1660 af engelske bosættere og fik navnet Nassau i 1729.

1942-45 var byen træningscenter for Royal Air Force, og lufthavnen blev flittigt benyttet som mellemstation for amerikanskproduceret krigsmateriel til de europæiske allierede.

Læs mere om Bahamas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig