Caribien er øerne mellem Nord- og Sydamerika, der omfatter Store Antiller, Små Antiller og Bahamas. Området består 13 selvstændige lande, ni territorier med delvis selvstyre og to franske departementer. Flere af landene er blandt de mindste i verden. I alt 286.000 km2 landareal med 39,17 mio. indb. (2009). Af historiske og kulturelle grunde medregnes Belize i Centralamerika og Guyanastaterne i Sydamerika ofte til Caribien.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Caraibien
Geologisk set er alle øerne dannet i forbindelse med kontinentalpladebevægelser og består af vulkansk materiale (især de Store Antiller), hævet oceanbund og koralrev.
Befolkningen på Cuba og Puerto Rico er overvejende af europæisk oprindelse og taler ligesom befolkningen i Den Dominikanske Republik spansk. Indbyggerne på de øvrige øer har fortrinsvis engelsk og fransk som hovedsprog, og flertallet er af afrikansk herkomst.
Som hovederhverv på mange af de mindre øer er plantagedriften med især sukkerrør nu erstattet af turisme. På Cuba er sukker fortsat den vigtigste eksportvare, men turismen har siden 1996 tilført mere fremmed valuta.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.