Arecibo, by på nordkysten af Puerto Rico; 96.400 indb. (2010). Byens letindustri fremstiller bl.a. papir, tøj og rom; i oplandet dyrkes sukkerrør, ananas og kaffe. Syd for Arecibo findes et radioastronomisk observatorium; i en naturlig hulning i terrænet ligger verdens største enkelte radioteleskop, 305 m i diameter.