Dominikanske Republik - historie

Hispaniola har været beboet siden 5000 f.v.t., først af ciboneyindianere, senere af taino og arawak og fra ca. år 1000 af cariber.

Columbus kom til øen i 1492 og grundlagde fortet Navidad, der dog senere blev tilintetgjort af arawaker. Santo Domingo, grundlagt 1496 af Columbus' bror Bartolomé, blev den første faste spanske bosættelse og udgangspunkt for Spaniens videre erobring af Amerika. Flere spanske dominikanermunke, deriblandt Bartolomé de las Casas, prædikede imod erobrernes grusomheder, men allerede omkring 1550 var øens indianske befolkning udryddet pga. epidemier, mishandling og tvangsarbejde. Den spanske udvandring mod fastlandet affolkede yderligere øen. Dens økonomi gik i stå, og den blev ofte angrebet af sørøvere, bl.a. Francis Drake i 1586.

Øens vestlige del, det nuværende Haiti, blev reelt fransk i 1679, efter at J.B. Ducasse (1646-1715) havde slået sig ned der som guvernør, og i 1697 afgav spanierne officielt området. I 1795 overlod Spanien resten af øen til Frankrig. Dermed blev hele øen inddraget i den haitianske revolution (1791-1804) og var i perioder ledet af den franske guvernør F.D. Toussaint Louverture, der var tidligere slave, og som i 1802 blevet afsat af franskmændene. Den spansktalende del af øen blev ved uafhængigheden fra Frankrig i 1804 ikke indlemmet i den nye republik Haiti, men forblev under Frankrig, og faldt gradvis tilbage under spansk kontrol i de følgende år.

Den Dominikanske Republik erklærede sin uafhængighed i 1821, men allerede året efter blev landet besat af Haiti under præsident J.P. Boyer (1776-1850), som bl.a. frigav slaverne. I 1844 ledte J.P. Duarte (1813-76) et selvstændighedsoprør, som førte til løsrivelsen samme år. Duartes efterfølger, Pedro Santana (1801-64), lod i 1861 landet annektere af Spanien, men det genvandt selvstændigheden i 1865 med B. Báez (1810-84). Han ønskede en sammenslutning med USA; det blev afvist af det amerikanske Senat, men Samanabugten blev lejet ud til USA i 1872.

Udviklingen var indtil 1905 kendetegnet af stærke lokale ledere, caudilloer, af stridigheder mellem liberale og konservative, af korruption og af indblanding fra Haiti. Diktatoren U. Heureaux (1845-99) kom til magten i 1882, og under ham oplevede landet stabilitet og økonomisk fremgang, hvor infrastrukturen udvikledes med jernbaner, telegraf og telefon. Perioden prægedes også af udenlandske investeringer; amerikanskejede sukkerplantager med fremmede sæsonarbejdere afspejlede USA's stadig større indflydelse.

Efter mordet på Heureaux i 1899 fulgte en kaotisk periode, som i 1916-24 fik USA til at intervenere militært. Efter et militærkup i 1930 blev landet frem til 1961 direkte eller indirekte styret af Rafael Leonidas Trujillo, fra 1952-60 med broderen Héctor Trujillo som præsident.

Da Rafael Trujillo i 1961 var blevet myrdet, konfiskerede præsident Balaguer hans ejendomme og tillod et begrænset demokrati. I 1963 forsøgte Juan Boschs regering at begrænse USA's dominans og få bedre forbindelser til Europa. Den vedtog en del reformer, men blev senere samme år styrtet ved et konservativt militærkup. I 1965 førte dette til et oprør, hvor Bosch krævedes genindsat, hvorefter USA intervenerede militært 1965-66 af frygt for et nyt Cuba.

Siden 1960'erne har der været ført en stram økonomisk politik, men alligevel er udlandsgælden vokset. Den Dominikanske Republik har samtidig været plaget af korruptionsskandaler; præsident Antonio Guzmán (1911-82) valgte at begå selvmord efter anklager om svindel og magtmisbrug, og i 1991 blev tidligere præsident S.J. Blanco idømt 20 års fængsel for ulovlige våbenkøb.

Joaquín Balaguer førte fra 1990 en stram lønpolitik. Han genvandt præsidentembedet i juni 1994, men efter alt at dømme kun ved hjælp af valgsvindel. Efter indgriben fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) måtte valget gå om i maj 1996.

Landet oplevede i anden halvdel af 1990'erne en af de højeste vækstrater i Latinamerika. Staten gennemførte en spareplan og en skattereform, og både udenrigshandelen og finanssektoren blev reformeret. Landets dominerende politiker gennem fire årtier, Joaquín Balaguer, gik af som præsident i 1996, men endnu i 2000 fik han 94 år gammel ¹/₄ af stemmerne. Den højreorienterede Balaguer, der døde i 2002, nåede at være præsident i sammenlagt 23 år og var inden da rådgiver for diktatoren Trujillo i over 30 år. Præsident Leonel Fernández (f. 1953) fra det liberale parti beklædte posten 1996-2000; han tøjlede inflationen, fik nedsat det offentlige forbrug og satte gang i væksten. Han efterfulgtes af Hipólito Mejía (f. 1941) fra det socialdemokratiske parti PRD. I Mejías periode deltog landet i den USA-ledede invasion i Irak, men de dominikanske tropper blev trukket hjem i 2004. Inflationen steg voldsomt, men er, efter at Fernández i 2004 genindtog posten som præsident, atter faldende. I 2005 tiltrådte Den Dominikanske Republik en frihandelsaftale, CAFTA-DR, med USA og en række mellemamerikanske stater, hvilket Fernández allerede i sin første præsidentperiode havde arbejdet for.