En stor del af Colombias befolkning og landets økonomiske aktivitet er koncentreret til et begrænset område imellem Andesbjergenes kæder. Her dyrkes en stor del af landets kaffe, og her ligger hovedstaden Bogotá.

Befolkning

Colombias befolkning er meget sammensat; omkring 20 procent er hvide, 4 procent sorte og 1 procent oprindelige folk af mange forskellige stammer. Det resterende flertal er blandinger af disse tre grupper. Dette flertal bebor sammen med de hvide de tættest befolkede vestlige dele af landet.

De sorte bor især på kystsletterne mod Stillehavet og Det Caribiske Hav. De er efterkommere af de ca. 150.000 slaver, som blev indført til mine- og plantagearbejde i 1500-1800-tallet. Det lykkedes nogle få at flygte og danne små uafhængige samfund, palenques. Det mest berømte, Palenque de San Basilio, modstod flere militære angreb. Her er det kreolske sprog bevaret, en blanding af spansk og afrikanske sprog.

De oprindelige folk udgør flertallet af befolkningen i de tyndtbefolkede østlige jungleområder, men også på landets nordspids og i visse områder i sydvest. Flere af de mere end 60 forskellige stammer har beholdt deres eget sprog, og nabostammer er ofte nødt til at kommunikere indbyrdes på spansk. Næsten 200 stammer er forsvundet siden den spanske kolonisering.

Befolkningsvæksten er moderat (1,46 procent om året; 2006) og faldende, men der er stor forskel på de forskellige befolkningsgrupper. Blandt de oprindelige folk og de sorte er fødselshyppigheden stadig høj; det gælder også de fattige og uuddannede kvinder i byerne.

Colombia har siden 1950'erne oplevet en kraftig vandring fra land til by. Mere end 1/4 bor i de fire millionbyer: Bogotá, Cali (2,4 mio.), Medellin (2,2 mio.) og Barranquilla (1,4 mio.), og op imod 3/4 i byerne i alt. Der er udpræget forskel på levevilkårene i byerne og på landet, men også inden for storbyerne er der en stærk social opdeling, der ikke mindst præger sundheds- og undervisningssektoren, og adgangen til faciliteter som vandforsyning og kloakering.

Erhverv

Landbruget er koncentreret til de centrale og vestlige områder, først og fremmest floddalene omkring Cauca og det øvre løb af Magdalena. Siden 1950'erne er potentielle landbrugsområder i lavlandet blevet koloniseret, ofte i konflikt med de spredtboende oprindelige folk dér. Rydning af regnskovsområder har givet økologiske problemer og siden 1980'erne også problemer med guerillagrupper og narkobaronerne, hvis kokamarker og laboratorier netop ligger i de uvejsomme jungleområder.

Landbruget har udviklet sig fra et traditionelt selvforsyningslandbrug mod mere kommerciel og eksportorienteret produktion. De mellemstore brug har en tendens til at øges i størrelse og give bedre vilkår til bønderne; over halvdelen af de 2 mio. bedrifter er dog selvforsynende, umekaniserede småbrug under 3 ha. Hovedafgrøden kaffe optager 18 procent af de ca. 5,3 mio. ha, som dyrkes. Colombia udbyder 1/6 af verdensmarkedets kaffe. Priserne på dette marked er meget svingende, men det er lykkedes den nationale kaffefond, Fondo Nacional de Café, at sikre producenterne en stabil eller endog stigende indtjening. Fonden samler kapital i perioder med høje priser og kompenserer i nedgangstider for lave priser. Kaffen dyrkes fortrinsvis på vulkanske jorder i 1200-1800 m højde, og i de traditionelle umekaniserede brug dyrkes den ofte sammen med andre afgrøder som bønner, majs, yucca, bananer og citrusfrugter. Produktionen moderniseres løbende, og colombiansk kaffe er generelt konkurrencedygtig på verdensmarkedet.

Bananer er en anden vigtig eksportafgrøde, ligesom dyrkning af majs, ris, sukkerrør og durra er af stor betydning. Desuden dyrkes en lang række andre afgrøder under landets varierende klimaforhold. En specialafgrøde som blomster, særligt nelliker, dyrkes i stigende omfang til eksport.

I lavlandet både langs med kysterne og i de østlige regnskovsområder er mange mio. ha blevet inddraget til græsning. Her findes store farme med ekstensiv kvægavl til kødproduktion. Omkring de større byer i højlandet findes intensive kvægbrug med både kød- og mælkeproduktion, og mælkeproduktionen er stigende.

Skovbrug. Halvdelen af Colombia er dækket af skov; størstedelen udgøres af den vanskeligt tilgængelige og økologisk sårbare Amazonskov. Det er især skovområderne ved vestkysten, der udnyttes; her er der gode transportmuligheder ad floder og landeveje. Fredning af den colombianske skov blev indledt allerede i 1959, men skovarealet mindskes langsomt; genplantning omfatter kun få procent af det udnyttede areal.

Minedrift. Guldudvinding har været af stor betydning indtil slutningen af 1800-tallet, hvor reserverne svandt, men Colombia er fortsat blandt verdens ti største guldproducenter. Minedriften, som også omfatter platin, nikkel og sølv, er især foregået i det centrale bjergområde, men nye guldforekomster er fundet nær grænsen til Brasilien. Colombia er verdens største producent af grønne smaragder, som især udvindes omkring Boyacá. Denne del af minedriften foregår under uformelle former og med ringe brug af moderne teknologi, og en stor del af produktionen markedsføres ad uofficielle kanaler.

Kulproduktionen er stærkt stigende, og en stor del eksporteres. Under boykotten af Sydafrika var de danske elværker én af hovedaftagerne af produktionen. Siden midten af 1980'erne er Colombia også blevet nettoeksportør af olie; nye felter er under udbygning, og produktionen er stigende.

Vandkraftpotentialet er enormt, og hydroelektricitet dækker 70 procent af landets elproduktion. I en tørkeperiode 1992-1993 indførtes elrationering, men mange mente dog, at problemerne snarere skyldtes korruption og letfærdig omgang med offentlige midler end tørke. Rationeringen fik mange forretningsdrivende til at anskaffe benzingeneratorer, som øgede både luft- og støjforureningen i mange byområder.

Industrien er koncentreret til de store befolkningscentre og det nordlige højland og domineres af fødevarebranchen. Den kemiske industri med olie- og plasticindustri er i vækst ligesom fremstilling af maskiner, elektriske apparater og biler. Industrien bidrager med over en tredjedel af BNP, andelen stiger og har for længst overhalet landbrugets bidrag.

Infrastruktur

Vej- og jernbanenettet er koncentreret til højlandet og er praktisk taget ikke-eksisterende i det store østlige lavland og ved Stillehavskysten. I første halvdel af 1900-tallet spillede jernbanetrafikken en stor rolle, bl.a. for kaffe- og sukkeravlen og flere industrier, men nettet er nedslidt, og i begyndelsen af 1990'erne stod jernbanerne for mindre end 3 procent af godstransporterne og endnu mindre af persontrafikken. Transporterne er overtaget af vejnettet, men i områder, hvor dette er ringe udviklet, er også flodtransport af betydning. Flytransport varetager næsten 20 procent af persontrafikken i det store land. Der er over 20 luftfartsselskaber og 500 lufthavne og landingspladser, og især i de vanskeligt tilgængelige regnskovsområder er flytrafik af afgørende betydning.

Naturforhold

Andesbjergene forløber i tre parallelle kæder, Cordillerer, der mod nord jævner ud mod slettelandet. Ved den caribiske kyst rejser et meget højt massiv sig stejlt op som en fortsættelse af Andes: Sierra Nevada de Santa Marta. De højeste, snedækkede toppe ligger her og i den midterste af de tre Andeskæder. Flere af dem er vulkaner, og vulkanudbrud har forårsaget store ødelæggelser i tætbefolkede bjergegne. I 1985 omkom over 20.000 mennesker under smeltevands- og mudderstrømme, da den snedækkede Ruíz havde udbrud.

Mellem Vest- og Centralcordillererne løber floden Cauca og mellem Central- og Østcordillererne floden Magdalena. Begge er sejlbare på lange strækninger og udmunder i Det Caribiske Hav. Højlandsregionens klima varierer med højden, men her tæt ved ækvator er temperaturerne konstante året rundt. Regionen har udstrakte dale og højsletter; hovedstaden Bogotá ligger på en af dem i 2600 m højde.

Det smalle regnskovsområde mellem Vestcordillererne og Stillehavet er et af de mest regnfulde steder i verden. Omkring floderne Atrato og San Juan falder der over 9000 mm om året, og dage uden regn er sjældne.

Det store lavland neden for Østcordillererne kan deles i to regioner: Det sydlige regnskovsområde, som afvandes af Amazonassystemet, og det nordlige, periodevis oversvømmede sletteland, som afvandes til Orinoco. Sletterne, der præges af ekstensivt kvægbrug, har været regnet for naturlige, men af gamle spanske beretninger fremgår det, at de har været skovdækkede. Regionen modtager rigelige nedbørsmængder (2000-4000 mm om året), mest i den sydlige del.

Colombia har over 40 nationalparker, som tilsammen optager 5 procent af arealet. De omfatter alle typer af natur, fra lavlandets regnskov til de højeste bjergtoppe. Artsrigdommen er for både dyr og planter overvældende. Bemærkelsesværdig er bl.a. flere tusinde orkidéarter, især i Antioquia, et lidt mindre antal fuglearter og pattedyr som ozelot, jaguar og tapir.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig