Atahualpa, ca. 1500-1533, Inkarigets sidste hersker, søn af inkaherskeren Huayna Capac og en prinsesse fra Quito, Ecuador. Skønt Atahualpas halvbror Huascar var anerkendt som den retmæssige hersker i inkaernes hovedstad, Cuzco, påberåbte Atahualpa sig tronen. Resultatet var fire års borgerkrig, indtil spanierne under Francisco Pizarro erobrede landet i 1532 og tog Atahualpa til fange. Fra sit fangenskab havde han dog magt til at lade Huascar myrde i Cuzco og lade flere rum fylde med guld- og sølvskatte for at kunne blive løskøbt. Pizarro beskyldte ham imidlertid for forræderi og lod ham garrottere, dvs. henrette ved kvælning, i 1533 i Cajamarca i Peru. Se inkaer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.