Mesoamerika (Sen præklassisk tid (ca. 300 f.Kr.-250 e.Kr.)), Frem til omkring Kristi fødsel var Oaxacadalen og den zapotekiske kultur det nye centrum i Mesoamerika, og herfra stammer de tidligste eksempler på stenarkitektur og de første sikre vidnesbyrd om skrift. Ca. 500 f.Kr. blev Monte Albán hovedstad i den første mesoamerikanske stat.

Langs Stillehavskysten videreførte izapakulturen (ca. 600 f.Kr.-250 e.Kr.) flere af de olmekiske træk. Bl.a. er kæmpehoveder fundet i Abaj Takalik og Monte Alto. Izapakulturen anses for at være forløberen for mayakulturen, der omkring 400 f.Kr. begyndte at markere sig med opførelsen af de første større byer som Kaminaljuyú og Chalchuapa i højlandet og Nakbé og El Mirador i lavlandet. I 1986 blev en stele, dateret til 156 e.Kr., fundet i La Mojarra, Veracruz. Stelens tekst menes at være affattet på en tidlig form af et mixe-zoque-sprog, men hvilken by eller hvilken kultur La Mojarra-stelen kan knyttes til, er uvist.

Omkring 100 f.Kr. blev Teotihuacán i den mexicanske højdal grundlagt, og to af de største templer i Mesoamerika, kendt som Solens og Månens pyramider, blev opført kort efter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig