Inkaerne havde udviklet en ”knudeskrift” til organisationen og administrationen af det store rige Quipu’en var en knudesnor, der bl.a. fungerede som et kommunikationssystem og regneinstrument, hvorpå man anførte alle statistiske oplysninger om fx, befolkningstal, dyrehold, produktion m.m. efter decimalsystemet. Quipuen var også et memoteknisk huskeredskab, hvor legender, inkaernes historie og digte kunne genfortælles af særlig udlærte quipuembedsmænd.
Inkasamfundet var en særdeles organiseret og kontrolleret stat. Inkaen, herskeren, var Solens søn og overhoved for en centraliseret og kompliceret administration Når han ville indlemme et nyt område i riget, sendte han først spioner ud for a skaffe sig viden om landet og befolkningen. Man forsøgte først ved overtalelse og forærede de lokale høvdinge rige gaver i form af smukke kvinder og kostbare tekstiler. Lod de sig ikke overtale gjorde man sig rede til regulær krigsførelse.
Inkaerne inddelte groft de nyligt erobrede områder i tre dele, således at en tredjedel tilfaldt den øverste hersker, Inka’en og hans familie (den øvrige elite), der også bar navn af inkaer, en anden tredjedel tilkom guderne via præsteskabet, og den sidste tredjedel fordeltes til resten af befolkningen. Resten af befolkningen bestod af mange forskellige etniske grupper, der blev underlagt inkaerne under erobringerne. De skulle alle lære sig quechua og underlægge sig solkulten, men kunne beholde deres egne guder.
Udvalgte embedsmænd rejste riget rundt for at optælle og kontrollere befolkningen og sørge for, at det arbejde der var grundlaget for statens indkomster, blev udført. Særligt smukke unge piger i omkring 10-års-alderen blev anbragt i klosterlignende skoler, hvor de lærte at fremstille chicha (majsøl) og spinde- og væve klæder af vicuña-uld (fra en lama-art), som kun benyttedes af inka-klassen. Nogle avancerede fra vævere og spindersker til præstinder som soljomfruer, og måtte som sådanne leve resten af deres liv i total kyskhed, mens andre blev konkubiner for Inka’en og den øverste inkaklasse. Udvalgte drenge i samme aldersklasse oplærtes som tjenende ånder for hof og præsteskab
Skat blev afregnet i arbejde. Vejanlæg, opførelse af hængebroer, soldatertjeneste og minearbejde var en del af skattebetalingen; men vigtigst var landbrugsarbejdet på først inkaenes jord, dernæst på præsteskabets og til sidst på bøndernes egne jorder. Produkterne blev anbragt i forrådshuse, der var opført i ethvert større administrationscenter over hele riget.
Specialiserede håndværkere fremstillede luksusvarer i guld og sølv til inkaklassen i de fleste kendte teknikker som smeltning, legering, støbning, udhamring og lodning; knive, økser og mejsler blev fremstillet i kobber.
Keramik og tekstiler blev udført i standardiserede former og med geometriske mønstre og stiliserede dyremotiver; farverne var fortrinsvis sort, rød, gul og hvid. De fineste tekstiler blev ofte givet som prestigegaver til nyligt betvungne høvdinge.
Statslagerne spillede en overordentlig vigtig rolle i Inkariget, ikke kun på grund af de mange krige, men i tilfælde af hungersnød et sted, hvor nye forsyninger kunne hentes.
Særlig besværlige og oprørske folk blev tvangsforflyttet til andre egne af riget, hvorved man opnåede at kontrollere de ufredelige elementer og kunne bruge deres arbejdskraft nye steder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.