Desaparecidos, (sp. 'forsvundne'), latinamerikansk udtryk for de tusinder af politiske modstandere af diktaturerne, som blev bortført og hemmeligt tilbageholdt, især i Chile, Argentina og Uruguay i 1970'erne og senere i Colombia og Mellemamerika. Officielt har staterne intet kendskab til fængslingerne, der udføres af regeringsstyrker eller paramilitære organisationer i hemmelighed; ofrene "forsvinder". De ender ofte i lejre og torturcentre eller likvideres uden retssag. FN's Menneskerettighedskommission har siden 1980 arbejdet for de "forsvundne".