Gonzalo Pizarro, ca. 1502-10.4.1548, spansk conquistador. Under halvbroderen Francisco Pizarros ledelse deltog Gonzalo i erobringen af Peru i 1530'erne. I 1541 stod han i spidsen for en storstilet ekspedition i lavlandet øst for Quito, hvor han var guvernør; hans højre hånd, Francisco de Orellana, nåede Amazonfloden, mens Pizarro som en blandt kun få overlevende vendte tilbage til Quito i 1542. Da var halvbroderen blevet myrdet, og conquistadorernes magt blevet indskrænket ved udstedelsen af leyes nuevas de indias, de nye love. Pizarro stillede sig i spidsen for kampen mod den spanske krones indflydelse. Efter flere års blodig konflikt led han i 1548 nederlag til de royale styrker og blev henrettet.