Faktaboks

José Bonifácio de Andrada e Silva
Født
13. juni 1763
Død
6. april 1838

José Bonifácio de Andrada e Silva, 13.6.1763-6.4.1838, brasiliansk politiker. Han var fra 1800 professor i naturvidenskab ved universitetet i Coimbra i Portugal, men vendte i 1819 hjem til Brasilien, hvor han efter revolutionen i Portugal i 1820 sluttede sig til selvstændighedsbevægelsen omkring regenten, den senere kejser Pedro 1. De Andrada e Silva blev i 1822 det uafhængige Brasiliens første premierminister. Allerede året efter blev han afsat på grund af sine demokratiske principper og sendt i eksil til Frankrig, hvorfra han i 1829 vendte tilbage til Brasilien.

De Andrada e Silvas virke som naturvidenskabsmand resulterede bl.a. i opdagelsen af fire nye mineraler, heriblandt andradit (som er opkaldt efter ham) og de lithiumholdige petalit og spodumen, begge fundet i 1800 nær Stockholm i Sverige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig