hacienda

hacienda, (sp., af lat. facienda 'hvad der bør gøres', af facere 'gøre'), stor landejendom, især i Latinamerika. Visse steder, bl.a. i Chile, bruges betegnelsen latifundio, i Argentina og Uruguay bruges estancia og i det portugisisktalende Brasilien fazenda. I de første generationer efter opdagelsen og erobringen af Amerika var de spanske indvandrere overvejende samlet ved minerne og i byerne; arbejdskraft skaffedes ved tvangsudskrivning af indianere, og jorden var i princippet statsejet eller indiansk ejendom (se også encomienda). Efter den voldsomme befolkningstilbagegang, som især skyldtes indianernes manglende modstandskraft over for den gamle verdens sygdomme, tillod den spanske regering fra begyndelsen af 1600-t. oprettelse af storgodser, haciendaer, der blev en central institution i de spansk-amerikanske besiddelser, og som helt til vore dage har sat deres præg på den latinamerikanske samfundsudvikling. Haciendaerne, der kunne omfatte meget store arealer, producerede landbrugsvarer til minesamfundene og byerne, men var samtidig selvforsynende enheder. Landarbejderne, peonerne, rekrutteredes hovedsagelig blandt indianere og mestizer ad frivillighedens vej, men da de ofte kom i gæld til haciendaens ejer, hacendadoen, og da gælden gik i arv fra far til sønner, knyttedes de som regel i gældsslaveri til haciendaen.

For store dele af den latinamerikanske befolkning blev haciendaen rammen om tilværelsen. Hacendadoen havde ikke kun økonomisk magt, men oftest også jurisdiktionelle og administrative beføjelser, og de rige jordbesiddende slægter udgjorde en magtelite i den sene kolonitid og efter løsrivelsen fra Spanien. Haciendaens lette adgang til billig arbejdskraft og jord har efter al sandsynlighed stillet sig i vejen for en udvikling af det latinamerikanske landbrug; forsøg på jordreformer indledtes først i 1900-t. og er endnu langtfra gennemført.