Fidel Castro

Fidel Castro var en cubansk politiker; præsident for Cubas Stats- og Ministerråd indtil 2008, øverstkommanderende for landets væbnede styrker indtil 2008 og generalsekretær for Cubas Kommunistiske Parti indtil 2011. Fidel Castro var Cubas leder fra 1959, og han var en af 1900-tallets vigtigste latinamerikanske politikere. Gennem guerillakrig besejrede han diktatoren Fulgencio Batista for siden at opbygge en stærk personlig variant af socialismen, karakteriseret af en karismatisk, men også egenrådig og kompromisløs ledelsesstil, der kan karakteriseres som diktatur.

Castro tog juridisk embedseksamen i 1950, men hans interesse var politik, og han var aktiv i væbnede smågrupperinger med tilknytning til universitetsmiljøet. I 1948 ægtede han Mirta Díaz-Balart, der forlod Cuba i 1954. Parret fik i 1949 en søn, Fidel Castro Díaz-Balart, der i en periode i 1980'erne ledede Cubas atomenergikommission.

I begyndelsen af 1950'erne var Castro medlem af Partido Ortodoxo, et progressivt oppositionsparti, og i 1953 organiserede han angrebet på Moncadakasernen i Santiago de Cuba. Den fejlslagne aktion førte til fængsling af Castro, der selv tog sig af sit forsvar. Hans forsvarstale, "Historien vil frikende mig", fik karakter af et politisk manifest.

I 1955 opnåede Castro amnesti og gik i eksil i Mexico, hvorfra han i 1956 organiserede en ny militær aktion mod Cuba. Af de 82 deltagere i denne overlevede ca. 20, heriblandt Castro og argentineren Ernesto "Che" Guevara. Med støtte fra illegale grupper i byerne indledte de en guerillakrig. Den 1. januar 1959 flygtede Batista, og den 8. januar drog Castro ind i Havana som sejrherre.

Lige fra begyndelsen var Castro Cubas egentlige leder, idet landets to præsidenter i 1959-1976 ingen reel magt havde. Castros første udlandsrejse efter magtovertagelsen gik til USA, men pga. hans radikale økonomiske og sociale reformer kom han hurtigt i skarp modsætning til den amerikanske regering og søgte i stedet en alliancepartner i Sovjetunionen.

I 1976 blev Castros lederskab formaliseret, da han efter en forfatningsændring blev leder af landets nye magtorganer. Han satsede desuden på at spille en rolle i international politik, bl.a. i Den Alliancefri Bevægelse.

I midten af 1980'erne koncentrerede han sig om Latinamerikas gældsproblemer, men fra slutningen af 1980'erne bragte Cubas store vanskeligheder Castro tilbage i et indenrigspolitisk engagement, hvor han som en af de sidste tilbageværende kommunistiske ledere kæmpede for at beholde magten. Han demonstrerede sit faste greb om det politiske apparat. Almindeligvis defineres Castro som kommunistisk leder, og selv erklærede han sit styre for socialistisk. Men en analyse af hans ideologiske udvikling og af det cubanske samfund peger snarere i retning af en radikal nationalistisk populisme.

I 2001 udpegede Fidel Castro sin bror Raúl til sin afløser. Efter Sovjetunionens opløsning kom Cuba ind i en vanskelig økonomisk periode, men takket være økonomisk bistand – ikke mindst i form af olieleverance – fra lederen af Venezuela, Hugo Chávez, undgik landet et totalt økonomisk sammenbrud.

I 2006 overdrog Fidel Castro midlertidigt ledelsen af landet til broren i forbindelse med sygdom. I februar 2008 bekendtgjorde han sin endelige tilbagetræden fra posten som landets leder, og i 2011 trådte han officielt tilbage som leder af Cubas Kommunistiske Parti.