Chinandega, by i det vestlige Nicaragua; 151.700 indb. (2006). Byen er handelsby for omegnens bomuldsavl og profiterede af et bomuldsboom i 1950'erne. Den har alsidig småindustri og håndværk med bl.a. savværk, farveri samt ris-, kaffe- og sukkermøller. To gange har byen været arnested for folkelige oprør mod konservative regeringer.