Selvom den tidlige indianerbefolkning i Costa Rica ikke har efterladt store bygningsværker, vidner de arkæologiske fund af keramik, sten, jade og guld om en høj udvikling.

På sin fjerde rejse i 1502 lagde Columbus til ved den caribiske kyst og har måske givet Costa Rica sit navn 'Den Rige Kyst'. På trods heraf var Costa Rica i kolonitiden en fattig og glemt provins, som administrativt hørte under Guatemala. Isolationen var medvirkende til udviklingen af en stærk selvstændighedsfølelse hos befolkningen.

I 1821 blev Costa Rica uafhængigt af Spanien. I et par år var landet knyttet til det mexicanske kejserdømme og derpå indtil 1838 medlem af den mellemamerikanske føderale republik; derefter blev det erklæret for en selvstændig republik. Kaffeeksporten, som fra ca. 1850 især gik til England, dannede grundlaget for statsdannelsen.

Præsidenter (udvalgte)
1848 José María Castro
1848-1859 Juan Rafael Mora
1859-1863 José María Montealegre
1863-1866 Jesús Jiménez
1866-1868 José María Castro
1868-1870 Jesús Jiménez
1870-1876 Tomás Guardia
1877-1882 Tomás Guardia
1882-1885 Próspero Fernández
1885-1889 Bernardo Soto
1890-1894 José Rodríguez
1894-1902 Rafael Yglesias
1902-1906 Ascensión Esquivel
1906-1910 Cleto González Víquez
1910-1914 Ricardo Jiménez
1914-1917 Alfredo González
1917-1919 Frederico Tinoco
1919-1920 Francisco Aguilar
1920-1924 Julio Acosta
1924-1928 Ricardo Jiménez
1928-1932 Cleto González Víquez
1932-1936 Ricardo Jiménez
1936-1940 León Castro
1940-1944 Calderón Guardia
1944-1948 Teodoro Picado
1948-1949 José Figueres
1949-1953 Otilio Ulate
1953-1958 José Figueres
1958-1962 Mario Echandi
1962-1966 Francisco Orlich
1966-1970 José J. Trejos
1970-1974 José Figueres
1974-1978 Daniel Oduber
1978-1982 Rodrigo Carazo
1982-1986 Luis Alberto Monge
1986-1990 Oscar Arias Sánchez
1990-1994 Rafael A. Calderón F.
1994-1998 José María Figueres Olsen
1998-2002 Miguel Ángel Rodriguez Echeverria
2002-2006 Abel Pacheco de la Espriella
2006-2010 Oscar Arias Sánchez
2010-2014 Laura Chincilla Miranda
2014- Luis Guillermo Solís

Med bygningen af en jernbane i 1870'erne fra det centrale højland til Limón dukkede amerikansk kapital og bananselskaberne op. Kaffegodsejerne måtte dele magten med disse og dermed se deres legitimitet som herskere anfægtet af mindre jordbrugere. Samtidig ruinerede svingningerne i de internationale priser mange småproducenter, og koncentrationen af jord på færre hænder tog fart.

Blandt de jordløse landarbejdere og gæstearbejderne fra Italien, Jamaica og Kina på bananplantagerne og ved jernbanebyggeriet opstod kimen til en arbejderbevægelse, som efter grundlæggelsen af kommunistpartiet i 1931 førte til den første store strejke i regionen i 1934.

I perioden 1940-1944 fik den kristelig-demokratiske præsident Rafael Ángel Calderón Guardia (1900-1970) vedtaget en avanceret sociallovgivning med støtte fra den katolske kirkes ærkebiskop Víctor Manuel Sanabria (1898-1952) og fra Manuel Mora (1909-1994), generalsekretær for kommunistpartiet.

Ved valget i 1948 var der visse uregelmæssigheder, og José Figueres, en ung socialdemokratisk orienteret forretningsmand, begyndte et væbnet oprør for at få valgresultatet respekteret.

Han beholdt magten som præsident i 18 måneder og indførte med den nye grundlov i 1949 en række vigtige reformer: decentralisering af statsapparatet, nationalisering af bankvæsenet (bl.a. for at fratage kaffegodsejerne monopolet på kreditgivning og for at fremme sit eget politiske projekt om dyrkning af nye eksportafgrøder og industrialisering af landet), afskaffelsen af hæren etc. I 1953 grundlagde han PLN (Det Nationale Befrielsesparti).

Både den kristelige og den socialdemokratiske lovgivning fra 1940'erne og 1950'erne danner grundlag for det moderne Costa Rica. Landet er således en fredelig oase uden større sociale spændinger i det ellers urolige Mellemamerika.

Costa Rica var helt op til 1950'erne relativt tyndt befolket af en forholdsvis homogen, overvejende hvid befolkning. Folketællingen fra 1927 viser, at landet kun talte 472.000 indbyggere, hvoraf under 50.000 boede i hovedstaden San José.

Kun ca. 10 procent af indbyggerne er i dag indvandrere, især flygtninge fra nabolandene; den store befolkningstilvækst skyldes hovedsageligt de forbedrede økonomiske og sundhedsmæssige forhold. De dominerende klasser var derfor allerede fra midten af forrige århundrede forudseende nok til at fremme uddannelse og kvalificering af den sparsomme og relativt dyre arbejdskraft. Underskolen blev gratis, obligatorisk og bekostet af staten allerede i 1869.

Denne historiske indsats forklarer også landets lave analfabetisme på under 10 procent og dermed på linje med store lande som Chile og Argentina. Dette har utvivlsomt været medvirkende til at skåne landet for borgerkrige og brutale diktaturer.

Præsident- og parlamentsvalg, som finder sted den første søndag i februar hvert fjerde år, er sande folkefester, som folk går op i med liv og sjæl. Valgsystemet er velorganiseret, og der registreres ikke uregelmæssigheder. Efter den nugældende grundlov kan man kun blive valgt til præsident én gang i sit liv. Oscar Arias Sánchez, som var socialdemokratisk præsident i 1986-1990, fik Nobels Fredspris for sin indsats i fredsforhandlingerne i Mellemamerika.

Op gennem 1990'erne skiftedes socialdemokrater og borgerlige til at regere landet. Det socialdemokratiske parti PLN havde magten 1986-1990 og 1994-1998, mens Partiet for Kristelig-social Enhed, PUSC, havde magten 1990-1994 og 1998-2002.

Den socialdemokratiske præsident José María Figueres Olsen forsøgte i sin regeringsperiode 1994-1998 at bekæmpe den stigende fattigdom, men måtte pga. dårlig offentlig økonomi afskedige folk og sænke løn og pensioner.

Den konservative præsident Miguel Ángel Rodríguez (f. 1940), der beklædte posten 1998-2002, gik i gang med at privatisere statslige virksomheder og fik tiltrukket fremmed kapital.

Ved valget i 2002 vandt Abel Pacheco (f. 1933) fra PUSC. Pacheco lovede i sin valgkamp mere effektivitet og højere social velfærd.

Ved valget i 2006 blev den populære Oscar Arias Sánchez efter en international karriere igen valgt til præsident. Arias Sánchez blev ved valget i 2010 afløst af Laura Chincilla Miranda fra PLN, der derved blev landets første kvindelige præsident. Hun blev i 2014 afløst af Luis Guillermo Solís fra det moderat venstreorienterede PAC (Partido Acción Ciudadana – Borgernes Aktionsparti).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig