Honduras. Denne stele i Copán er et helfigursportræt af den 11. hersker i Copándynastiet, Butz' Chaan (Røg Slange eller Røg Himmel). Butz' Chaan (563-628 e.Kr.) sad ved magten i 50 år og var med til at konsolidere Copáns position som magtcenter i det sydøstlige mayaområde. Hieroglyffer på stelens sider beretter dels om begivenheder i Butz' Chaans liv, dels at stelen blev rejst i anledning af fuldendelsen af endnu en tun-cyklus, dvs. 360 dage i mayaernes kalendersystem.

.

Da spanierne i 1523 indledte erobringen og koloniseringen af landet, var det beboet af en række forskellige indianske folk, heriblandt mayaerne; i det vestlige Honduras ligger ruinbyen Copán, som indtil 800-tallet var et af mayakulturens vigtigste centre. I kolonitiden hørte Honduras ligesom de andre mellemamerikanske provinser administrativt under generalkaptajnen over Guatemala.

I 1821 blev hele regionen uafhængig af Spanien, og sammen med Guatemala, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica dannede Honduras i 1823 Mellemamerikas Forenede Provinser, som året efter blev en føderal republik. Konstruktionen gik dog efterhånden i opløsning, og i 1838 erklærede Honduras sin selvstændighed. I lighed med det øvrige Latinamerika kæmpede de konservative og de liberale om magten i landet i hele 1800-tallet.

Fra slutningen af århundredet blev bananproduktionen den vigtigste indtægtskilde. Amerikanske selskaber, især United Fruit Company, fik overdraget store landområder på særdeles gunstige vilkår ofte til gengæld for støtte til bestemte politiske grupperinger. Selskabernes indflydelse gjorde landet til prototypen på en bananrepublik.

Politisk har Honduras været ustabilt, og de rolige perioder har især været under diktaturerne, fx i general Tiburcio Carías Andinos præsidentperiode i 1933-1949. Militæret har altid haft stor politisk magt, ikke mindst efter kuppet i 1963 mod præsident Ramón Villeda Morales, som var forårsaget af oligarkiets utilfredshed med hans ellers moderate reformer.

I 1971 fik landet en civil præsident; det skete måske mest som følge af det honduranske militærs ydmygelse under Fodboldkrigen mod El Salvador i 1969, men nye militærkup eller kuplignende magtovertagelser fulgte i 1972, 1975 og 1978.

Efter pres fra USA indledtes en demokratiseringsproces, og i 1981 blev der afholdt valg til en grundlovgivende forsamling. Samme år valgtes Roberto Suazo Córdova til præsident, og i 1982 blev en ny grundlov vedtaget. Reelt var det dog stadig militæret, der havde magten. I november 1985 blev der endelig afholdt et demokratisk præsidentvalg, og for første gang i 55 år efterfulgte to valgte præsidenter hinanden i embedet.

Statsoverhoveder
1933-49 Tiburcio Carías Andino
1949-54 Juan Manuel Gálvez
1954-56 Julio Lozano Díaz
1957-63 Ramón Villeda Morales
1963-71 Osvaldo López Arellano
1971-72 Ramón Ernesto Cruz
1972-75 Osvaldo López Arellano
1975-78 Juan Alberto Melgar Castro
1978-82 Policarpo Paz García
1982-86 Roberto Suazo Córdova
1986-90 José Azcona Hoyo
1990-94 Rafael Leonardo Callejas
1994-98 Carlos Roberto Reina
1998-2002 Carlos Roberto Flores
2002-06 Ricardo Maduro Joest
2006-09 Manuel Zelaya Rosales
2010-14 Porfirio Lobo
2014- Juan Orlando Hernández

Honduras historie i 1980'erne var præget af narkotrafikken, obskure politiske studehandler og især af begivenhederne i det øvrige Mellemamerika: Sandinisternes revolution i Nicaragua i 1979, borgerkrigen i El Salvador samt massakrer i Guatemala på først og fremmest indianerne resulterede i strømme af flygtninge til Honduras.

Flere tusinde nicaraguanske modstandere af sandinisterne, de såkaldte contraer, opererede herfra, og med USA's anlæggelse af militærlufthavne, træningslejre og en militærskole fik landet næsten karakter af en militærbase. De amerikanske militære aktiviteter nedtrappedes dog i midten af 1980'erne, bl.a. pga. Iran-Contra-affæren.

Selvom militæret har mistet meget af sin politiske indflydelse og er kommet under mere demokratisk kontrol, forårsagede en tvungen pensionering af nogle af de mest rabiate officerer et kupforsøg i januar 1991. Honduras' interne problemer har imidlertid ikke som i nabolandene ført til borgerkrig, og i 1991 nedlagde flere af de mindre guerillagrupper våbnene, da en amnestilov blev vedtaget.

Efter at borgerkrigene i Honduras' nabolande sluttede i begyndelsen af 1990'erne, tog Honduras i 1993 skridt til at demilitarisere samfundet, en proces, der fortsatte med værnepligtens afskaffelse i 1995 og indsættelsen af den første civile forsvarsminister i 1999. Landets to store borgerlige partier, der repræsenterer forskellige holdninger inden for den herskende klasse, skiftedes fortsat til at regere.

Partido Liberal regerede i de to perioder fra 1994 til 2002. Derefter blev Ricardo Maduro (f. 1946) fra det mere højreorienterede parti Partido Nacional præsident på løfter om at bekæmpe den stigende kriminalitet og at gennemføre flere privatiseringer. Han efterfulgtes i 2006 af Manuel Zelaya (f. 1952) fra Partido Liberal.

Den 28. juni 2009 fjernede landets militær præsident Zelaya og gennemførte dermed det første militærkup i Mellemamerika siden den kolde krig. Årsagen til konflikten i landet var præsidentens ønske om at fortsætte på posten, og at han havde planlagt en folkeafstemning, der skulle ændre landets forfatning og sikre ham yderligere fire år ved magten.

Det modsatte militæret sig, hvilket forårsagede en afskedigelse af hærchefen. Herefter blev Zelaya fjernet af militæret og sat på et fly til Costa Rica. Militæret indsatte den 28. juni ligeledes Roberto Michelletti fra Partido Liberal som midlertidig præsident. Kuppet førte til en international isolation af Honduras.

I november 2010 vandt den konservative Porfirio Lobo præsidentvalget; han blev indsat i januar 2010. Valget blev anerkendt af det internationale samfund, hvorpå landets diplomatiske isolation blev ophævet. En honduransk "sandhedskommission" undersøgte fjernelsen af Zelaya og konkluderede, at der var tale om et kup.

Ligesom flere andre lande i Mellemamerika har Honduras et stort problem med bandekriminalitet. Landet har en meget høj mordrate og nogle bistandsorganisationer har trukket deres medarbejdere ud. Banderne, de såkaldte "maras", kontrollerer mange fattige distrikter i byerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig