Baja California
En gråhval (Eschrichtius robustus) stikker hovedet op over vandet i Laguna San Ignacio, Baja California Sur. Hvert år trækker gråhvaler fra de arktiske dele af Stillehavet sydpå til havet omkring Den Californiske Halvø, hvor de især ses fra januar til marts.

Baja California er den spanske betegnelse for Den Californiske Halvø i det nordvestlige Mexico. Halvøen deles i to delstater langs 28° nordlig bredde. Den nordlige delstat, Baja California Norte med hovedstaden Mexicali, har et areal på ca. 71.450 km2 og 3,77 millioner indbyggere (2020), mens den sydlige delstat, Baja California Sur med hovedstaden La Paz, har et areal på ca. 73.909 km2 og 798.447 indbyggere (2020).

Området er Mexicos tørreste og er stort set udyrket. Skov af eg og fyr findes hovedsagelig i nord omkring San Pedro Mártir og i syd i Sierra de la Laguna. Der produceres mineraler, bl.a. havsalt, men turister fra især USA er den vigtigste indtægtskilde.

Siden 1990'erne har området været et af Mexicos hurtigst voksende. Væksten er især sket i industribyerne Tijuana, Tecate og Mexicali, som ligger langs grænsen til USA. Syd for feriebyen Rosarito opførtes i 1997 filmstudierne Fox Studios Baja, der blev kendt for optagelserne til bl.a. Titanic (1997) og andre storfilm.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig